Miqësia's Erfaringsprojekt


Albaniens Historie


En oversigt


Af kultursociolog Bjørn Andersen {1}


Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: post@bjoerna.dk



Artiklen er som jeg 'nåede til' i juli 2005.



Version 1.29 - 23.07.2005 [teknisk justeret: 05.04.2018]





Indholdsfortegnelse


INDLEDNING

- Den danske baggrund

- Albanien i dag


ALBANIENS HISTORIE

- Oldtiden og Middelalderen

- Middelalderen: Skanderbeg En note om 'Skanderborg', 'Skanderbeg's segl' og 'Holberg'

- Rozafat Borgen ved Shkodra. Bushati'erne

- 1800-tallet: Ali Pasha af Tepelena Peter OIuf Brøndsted besøgte Ali Pasha

- På rejse i Albanien i 1800-tallet og den første del af 1900-tallet Edward Lear og Edith Durham

- Omkring 1900: Slægtsfejder, blodhævn og mægling Sami Bey Frashëri's skuespil »Æresordet«

- 1908: Det Albanske sprog. Et alfabet

- Det osmanniske riges undergang Franz von Jessen og Fritz Magnussen

- Mellem 1918 og 1939: Mellemkrigstiden. Kong Zog

- Mellem 1940'erne og 1991: Albanien under Hoxha. Gentagne udskiftninger af »patroner«

- Filmen »Kolonel Bunker«

- Social kontrol. Fletë rrufe

- Tiden umiddelbart efter Hoxha 's død i 1985

- 1991-1997: Sammenbruddet. Den kasino-kapitalistiske periode. Nyt sammenbrud

- 1997 og frem: Magtskifte. Drabet på Azem Hajdari

- Et forsøg på en sammenfatning


TILFØJELSER

- Stor-Albanien?

- Religiøse forhold: Mother Teresa og de religiøse forhold i Albanien


NOTER




De synspunkter der fremsættes i artiklen er mine egne. Hvad Miqësia mener som forening vil være underskrevet af bestyrelsen eller vedtaget på en generalforsamling.

Når artiklen er skrevet som den er, er det fordi jeg mener man bør sige tingene så ærligt som muligt, og fordi det er dét der er til størst gavn for de albanere der stædigt arbejder for modernisere deres samfund.

Evt. kommentarer, korrektioner, spørgsmål og informationer vil være meget velkomne og blive overvejet grundigt.

BA




INDLEDNING

Albaniens og Danmarks historie er vidt forskellige, og derfor er albanernes og danskernes baggrunde for at indgå i verdenssamfundet også helt forskellige.

Der har ikke i historien været nogen særlig relation mellem Danmark og Albanien {relationer}. De to lande ligger langt fra hinanden, Albanien har været utilgængeligt på mere end én måde - og der har ikke været nogen naturlig anledning til at have med hinanden at gøre.

Det er først i de senere år, dvs. efter Hoxha-styrets sammenbrud, at der har været forbindelse af betydning, og det er først på det seneste at det er blevet realistisk at tage på charterferie til Albanien. Albanien opfattes i almindelig som et anderledes og eksotisk land, selv om det kun tager få timer at flyve fra Kastrup til Tirana via Budapest eller Wien. Albanien bliver jævnlig brugt som kulisse eller »baggrund«, således i den amerikanske film »wag the dog«.

I en forholdsvis kort periode der sluttede ved udgangen af 2003 har Danmark givet overgangsbistand til Albanien (størrelsesordenen var 100 mio kr). Vi var involveret i en række projekter på forskellige områder, demokratiområdet, menneskerettighedsområdet, rets- og politiområdet, medieområdet, undervisningsområdet og sundheds- og socialområdet. Dertil kommer at vi i 1999 har givet katastrofehjælp til flygtninge fra Kosovo.


Collage: Henning Larsens Tegnestue, 2004-05

Fotocollage: Henning Larsens Tegnestue. HLT's projektbeskrivelse kan downloades fra: http://www.hlt.dk/binfiles/Tirana-mappe.pdf (7 MB)


Kommercielt samkvem af betydning har der ikke været tale om, men det er ved at komme i stand nu, hvor foretagender som Carlsberg overvejer at »slå sig ned« og foretagender som Rohde Nielsen og Henning Larsens Tegnestue er involveret i større, men tidsbegrænsede projekter.

Den danske indsats var måske ikke så stor i international målestok, men særlig nyttig fordi den blev gjort af et lille land der ikke kunne mistænkes for at have stormagtsinteresser. Noget af indsatsen har givet umiddelbar succes, andre dele af den har større eller mindre vanskeligheder med at udvikle sig eller blot at overleve.

Når man fra dansk side standsede overgangsbistanden med slutningen af 2003 var det så at sige i sagens natur. Man havde fra begyndelsen haft et kortvarigt perspektiv. Om det har været klogt at stoppe kan imidlertid diskuteres.
I øvrigt er det nu - hvor Danmark netop er blevet medlem af FN's Sikkerhedsråd {FN} og hvor Tyrkiet, Serbien-Montenegro, Makedonien og Albanien ønsker optagelse i EU - af særlig stor betydning at vi fastholder enhver positiv kontakt til Balkan-landene, ikke mindst til Albanien og til Albanien's nabolande. Hvis vi ikke fastholder og udbygger sådanne kontakter, vil det besværliggøre vores deltagelse i løsningen af de mange og tunge problemer der er på dagsordenen, hvoraf ét er meget aktuelt allerede i 2005: Kosovo's fremtid {DK-i-Kosovo}.
På den ene side er det klart at et land som Danmark har begrænsede ressourcer og at man må bruge de ressourcer man har ud fra klare politiske prioriteringer - og dér hvor nøden er størst.

På den anden side forekommer det selvmodsigende at man sætter aktiviteter i gang og derefter overlader en evt. fortsættelse til EU eller - i visse tilfælde - til Norge. Som en albansk bekendt har udtrykt det: »Danskerne er mærkelige. De bygger et hus der er halvanden meter højt, hvorefter de giver sig til at bygge huse helt andre steder i Verden«.

Det er fint at efterlade et hus på halvanden meter, hvis dét vi er dygtige til er at lave fundamenter, og hvis der er nogen til at tage over, primært lokalt, men også internationalt. Men sådan forholder det sig ikke helt i det albanske tilfælde. De albanske samarbejdspartnere (på lokalt niveau eller på institutionsniveau) er ikke stærke nok, men må nu bruge en del tid på at rejse penge fra andre donorer. I nogle tilfælde er der andre der kan træde ind i stedet for os, primært Norge på visse særlige områder, men i andre tilfælde tilfælde vil en »erstatning« være af en helt anden type.

De internationale organisationer og stormagterne er gode til nogle ting, danskerne til helt andre.

Det var givetvis nødvendigt da OSCE's daværende ambassadør, Geert-Hinrich Ahrens, slog i bordet for nogle år siden og forlangte at de to store partier, Socialisterne og Demokraterne, satte sig sammen og løste nogle af de tunge tekniske problemer, således at det parlamentatiske arbejde kunne udvikle sig i en mere konstruktiv retning. Men der var næppe kommet bukser af skindet, hvis ikke også Jørgen Grunnet, der var missionschef for Europarådet i Tirana, havde været på banen og på sin måde overbevist parterne om at man ville nå væsentlig længere - med hensyn til en optagelse i EU - ved at samarbejde end ved at strides.

Det er også nødvendigt at nogle af de »store« bliver ved med at insistere på at der skal gøres op med den udbredte korruption, at der gribes godt fat for at bekæmpe den organiserede kriminalitet - og at der gøres noget mere alvorligt ved den omfattende trafficking til Grækenland eller over Adriaterhavet til Italien.

Men det er lige så nødvendigt at nogle af de »små« bliver ved med at bistå græsrødder, lokalområder og enkeltinstitutioner med at overleve og videreudvikle sig. Det er overordentlig positivt at Danmark har støttet etableringen af en albansk ombudsmandsinstitution, at vi har støttet moderniseringen af politiet, at vi har støttet dommeruddannelsen, at vi har bistået ved etableringen af en konfliktmæglingsinstitution osv. - men det er ikke nok; der skal bruges nogle penge, men frem for alt noget »manpower« til at holde kontakten ved lige og til at udvikle den.

Relationerne mellem Danmark og Albanien bør videreudvikles. Vi kan måske sige at første fase - etableringen af kontakter og gennemførelsen af en serie »forsøgsprojekter« - nu er afsluttet, men så skal vi videre til næste fase, hvor der stabiliseres og arbejdes videre, således at vi engang - om nogle år - kan komme i en situation hvor der er tale om et mere ligeværdigt samarbejde, både i økonomisk og i kulturel henseende.

I dag står Albanien i mange henseender »udenfor«. Man banker på døren til NATO; måske kan man (som Makedonien) blive optaget inden for et forholdsvis overskueligt antal år; den nuværende amerikanske administration lægger tydeligvis op til noget i dén retning og søger at fastholde en positiv kontakt til Tirana.

Man banker på døren til EU, men det har temmelig lange udsigter før en optagelse kan komme på tale. Albanien er ikke langt nok, hverken i politisk eller økonomisk henseende.

Albanien er alt i alt i en vanskelig og skrøbelig situation. Der er for meget der får de kreative elementer til at benytte skæve metoder til at skaffe sig indkomst, for sådan som landet ligger kan energiske folk få langt mere ud af at arbejde inden for den »grå« og »sorte« økonomi end inden for den »hvide«.

Det er langt fra nok at påpege at dén form for trafik er uacceptabel og at kræve at der bliver taget energiske initiativer fra toppen af samfundspyramiden. Der skal også etableres langt bedre muligheder for et økonomisk samarbejde. Hvis kreative albanere ikke kan tjene penge på hæderlig vis - fx ved eksport til andre lande - så gør de noget andet, og det er den almindelige befolkning i Albanien (og for den sags skyld også i Danmark) ikke tjent med.


Bjørn Andersen


Artiklen er gengivet som jeg 'nåede til' i juli 2005.





Den danske baggrund

Når Danmark i dag er et af Verdens rigeste samfund - og Albaniens et af de fattigere har det sine grunde.

Vi har i Danmark haft vores problemer, både indre og ydre. Blandt de indre var nogle af problemskaberne nogle af kongerne og de ledende statsmænd, blandt de ydre problemskabere var svenskerne, tyskerne og englænderne. Op gennem århundrederne er landet derfor blevet mindre og mindre - men trods mange tilbageslag - og helt parakdoksalt - også rigere og rigere.
På Holberg's tid havde vi ganske vist tabt Skåne, Halland og Blekinge, men Norge og Island hørte fortsat med til familien, og vi havde større eller mindre besiddelser i Indien (Tranqebar og Nicobarerne), Afrika (Ghana) og Vestindien (St. Croix, St. Thomas og St. Jan).

Slesvig-Holsten hørte frem til 1864 stadig til Danmark {Slesvig-Holsten}, men i dag er det kun den nordligste del der er dansk. Selv Flensborg valgte i 1920 at høre til Tyskland.

I 1920 kom sindene i kog. Den højre del af samfundet var blevet voldsomt irriteret over grænsedragningen mod Tyskland, og det provokerede kong Christian X til at forsøge et statskup. Kuppet mislykkedes imidlertid fuldstændig; det var tilstrækkeligt at Stauning blot raslede med »sablen«. Resultatet af kupforsøget blev at grænsen kom til at ligge fast, og at Kongens betydning blev yderligere reduceret. Indtil da kunne man måske mene at han havde en vis politisk rolle, men fra da af var den kun symbolsk.

Den økonomiske, politiske og kulturelle dagsorden er i dag helt forskellig fra dén der gjaldt i 1600-,1700- og 1800-tallene. Danmark har et fortræffeligt samvirke med Sverige, Norge og Tyskland, og grænsen mellem Danmark og disse lande spiller ikke længere nogen afgørende rolle. Skulle der være nogen der i dag ville tale om at vi skal passe på tyskerne, og at det ikke er så længe siden de besatte os, ville de fleste ryste undrende på hovedet, hvis de overhovedet gad interessere sig for det.
Engang levede vi i »den florissante periode«. Det var tiden fra 1740 og frem til 1800. Købmændene tjente penge ved omfattende skibstrafik. Der blev hentet kaffe og krydderier, og man udviklede en indbringende trekantshandel. Man sendte skibe til Afrika for at hente slaver. Så sejlede man slaverne Vestindien for at de kunne blive solgt til de store plantager. Og til sidst sejlede skibene til København med sukker og fyldte pengekister. Traficking er ikke noget der er forbeholdt nutiden.

Op gennem 1800-tallet ændredes samfundet helt fundamentalt. Hoveri og stavsbånd blev afskaffet, og fæstebønderne blev til landmænd og husmænd og endnu senere til industriarbejdere.

Engang efter krigen i 1864, som kostede os en stor del af Sønderjylland, blev oberst Dalgas kendt for sit handlekraftige bon mot: »Hvad udad tabes, skal indad vindes«. Dette ord blev overskriften på en storstilet indsats hvor heden blev opdyrket og vanskelig jord blev lagt under plov {Dalgas}.

Samtidig kom der gang i andels- og højskolebevægelsen, og det parlamentariske demokrati blev grundlagt og stabiliseret. I slutningen af 1800-tallet kom der desuden fart i industrien, og der blev grundlagt en arbejderbevægelse der fik stor betydning både i det økonomiske liv og på det politiske plan.

Det danske demokrati er ikke etableret på kort tid, men over en meget lang periode - og med mange tilbageslag.

De sociale forhold var meget forskellige for dem der levede i toppen af samfundet og dem der levede i bunden, så der var adskillige der måtte udenlands for at få en acceptabel tilværelse. Så mange som 300.000 rejste ud i tiden efter 1864 og frem til 1. Verdenskrig, og af dem var der mange der slog sig ned i Amerika. 300.000 var op mod 10 % af befolkningen.

Nogle arbejdere og intellektuelle mente at det økonomiske og politiske system var råddent og måtte kastes omkuld for derefter at blive genopbygget på en ny, socialistisk eller kommunistisk, måde, men langt de fleste mingelerede sig frem, og efterhånden kunne man se at det førende arbejderparti, Socialdemokratiet, og størstedelen af fagbevægelsen lagde sig på en samarbejdsorienteret kurs.

Tiden fra 1' Verdenskrig til kort efter 2' Verdenskrig var en sej periode for mange danskere, selv om vi var forskånet for at være direkte involveret i de store europæiske krige {Tvangsrekruttering}. Der måtte stoppes strømper og vendes frakker, og skoene blev brugt til de ikke kunne mere. Men det »indre« grundlag for den følgende vækstperiode blev samtidig lagt; demokratiet blev udbygget, uddannelsesniveauet blev bragt i vejret, de sociale sikringssystemer etableret, og vi stod derfor parat ved samlebånd og i butik da pengene begyndte at rulle. Nogle år efter kunne den socialdemokratiske Viggo Kampmann gå til valg på at ville gøre gode tider bedre.

Selv om der under Besættelsen var en modstandsbevægelse, så fik den ikke - trods en ærefuld indsats - den store militære betydning. Betydningen lå på det holdningsmæssige og det politiske plan og gav et grundlag for at Danmark kunne regnes med til de Allierede og til dem der kunne optages i NATO fra day-one.

Hvad der er grunden er svært at sige, måske er der flere årsager - men den almindelige embedsmand på de nordlige himmelstrøg kan ikke beskyldes for korruption. Når en dansk politiker eller embedsmand fra tid til anden gribes med fingrene i klejnekassen, så betragtes det som en skrigende og uacceptabel undtagelse som da en Marius i Aalborg ville have et grønt badeværelse eller da en Brixtofte i Farum tilsyneladende drak en stor del af sit Byråd fra sans og samling. Bevæger man sig derimod lidt uden for det offentlige's sfære, så ser tingene anderledes ud. Det er i mange sammenhænge blevet til en indgroet vane at handle »sort«, at købe smuglervarer eller at betale »under bordet«. Nogle typer af den økonomiske kriminalitet accepteres mand-og-mand imellem, andre betragtes som anstødelige.

En almindelig dansker vil ikke finde sig i at en politiker eller embedsmand beriger sig på skatteborgernes bekostning, modtager bestikkelse eller optræder som skrankepave, derimod nok i man selv tilbydes »sorte« ydelser.




Albanien i dag

Albanien har på meget kort tid skullet omstille sig fra at være en marxistisk arbejderstat - der i praksis var et temmelig hårdhændet diktatur hvor der ikke var frihed til at tænke, tale og skrive, til at rejse udenlands eller til at gøre business, og hvor der var styr på alt for mange ting - og til et moderne markedsorienteret demokrati.

De første år efter de første frie valg i 1991 var tumultariske og endte i 1997 med en meget voldsom udladning, nyvalg under NATO-kontrol og udskiftning på alle de politiske topposter på statsniveauet. Præsident Sali Berisha blev erstattet med Rexhep Meidani (og senere med den nuværende Alfred Moisiu), og den demokratiske premierminister med en socialistisk.


Kort: Bjørn Andersen, 1999


Årene siden 1997 har været roligere. Det demokratiske system er ved at blive stabiliseret og »normale« parlamentariske rutiner er ved at blive accepteret, men der er en række tekniske problemer som man har betydelige vanskeligheder med at tackle på en konstruktiv måde. De seneste valg, parlamentsvalget i 2001 og lokalvalgene i 2003, er forløbet tydeligt bedre end de forrige valg, men dog ikke tilfredsstillende. Alle er enige om at gennemførelsen af valget i sommeren 2005 vil få stor betydning for Albaniens internationale anseelse og vil få betydning for de løbende forhandlinger med EU.




Beløb i mio lek. Kilde: Albaniens Statistik


Den officielle albanske økonomi er lille og overordentlig sårbar. Eksporten er minimal og retter sig særligt mod Grækenland og Italien. Importen af varer og elektricitet en hel del større. Betalingsbalanceunderskuddet bliver bl.a. dækket ved at familiemedlemmer der arbejder i udlandet sender penge hjem, men også ved at der stadig tilføres mange midler fra andre lande og internationale organisationer {Handelsunderskud}.

Oliven, grøntsager, ost har en udmærket kvalitet, men har vanskeligheder med at få afsætning på det europæiske marked, fordi man ikke er medlem af EU og fordi man møder voldsom konkurrence fra EU-Middelhavslande og andre lande i regionen der producerer de samme varer.

Ved siden af den officielle økonomi er der en temmelig stor uofficiel {OECD}. En del af denne er givetvis forbundet med eller finansieret af kriminel virksomhed (trafficking, narkotikahandel, smugleri m.v.), mens en anden del er af samme karakter som den »sorte« økonomi i Danmark, hvor det kan formodes at det kun er en begrænset del af den der er forbundet med anden form for kriminalitet.

Og endelig er der i landdistrikterne en vis naturalieøkonomi, dvs. produktion til eget forbrug og til simpelt varebytte med venner og bekendte.

Når albanere gør forretninger med hinanden bruger de »forbindelser«, og det kan give mange problemer hvis man ikke accepterer dette. Det har selv sagt sine fordele at bruge »forbindelser«, for tingene går - i en vis forstand - hurtigere når man kender hinanden i forvejen, men i det grundlæggende er det et meget problematisk »mønster«, eftersom mange ordrer vil gå til foretagender der ikke nødvendigvis arbejder så effektivt eller konkurrencedygtigt som det var ønskeligt; dertil kommer at prisstrukturen også bliver helt forvredet.

Korruptionen er omfattende {Korruption}. Det er svært at sige om den er blevet mindre eller større de sidste år. Det sker med mellemrum at Politimyndighederne skiller sig af med medarbejdere der har haft hånden for langt fremme, men det er en udbredt opfattelse at man er nødt til at smøre dén politimand der stopper én når man kommer kørende; det er ikke engang sikkert at politimanden personligt får så meget ud af det, for det formodes at han skal levere størstedelen videre til sin overordnede. Der er tilsvarende problemer på højere niveau. Det sker fx at selv ordrer der finansieres internationalt på ugennemskuelig måde havner hos venner og bekendte. Det har derfor sine vanskeligheder at gennemføre en simpel udbudsforretning som i Danmark.

Under Kosovokrisen i 1999 blev korruptionen meget synlig for hjælpeorganisationerne. Der kendes talrige eksempler på at man først blev ekspederet når man havde betalt et passende beløb til tolderen. Det gik så vidt og førte til så meget kritik at regeringen i en længere periode erstattede tolderne med militært personel.

»Forbindelses«- og »korruptionskulturen« passer meget dårligt til de vilkår der gælder i vesteuropæisk sammenhæng, og albanerne vil kun vanskeligt kunne gøre sig gældende på det europæiske marked hvis de ikke skifter stil. Når »forbindelses«- og »korruptionskulturen« stadig lever, er det fordi albanerne næsten ikke kan leve uden, den er en vigtig del af deres mentalitet. Kunne man fjerne kulturen med et snuptag ville det svare til at man med ét fjernede alle biler fra Tiranas gader. På den ene side ville det være befriende (og løse en stor del af smog-problemet), men samtidig ville det sætte det økonomiske liv i stå.




Elproduktion og -forbrug 2003-04. Kilde: Albaniens Statistik


Infrastrukturen er utilstrækkelig eller forældet. Man producerer en hel del elektricitet på store vandkraftværker langs Drin, men mængden er afhængig af hvor meget vand der er til rådighed. Desuden produceres elektricitet på en række mindre værker. I 2004 blev der indgået en aftale med bl.a. Bulgarien om levering af olie/gas dérfra.

Vejnettet er i de senere år blevet udbygget - ikke mindst finansieret af internationale midler - og har fået hævet standarden, men der er stadig mange veje der er for små eller meget dårligt vedligeholdt. Dette gælder i særlig grad i fjerne og afsides dele af landet.

Det er i international sammenhæng besluttet at Korridor 8 skal føres gennem Albanien fra Durrës, via Elbasan til den Makedonske grænse og derfra videre til Varna i Bulgarien. I Albanien følger korridoren på det nærmeste den gamle romervej Via Egnatia (se nedenfor) {Via Egnatia-1}. Jernbane findes i et vist omfang, og der blev for et par år siden etableret forbindelse til Montenegro, hvilket er af betydning for varetransporter.

Der findes havne i Shengjin mod nord, i Durrës »i midten« og Vlora og Saranda mod syd. Visse udbedrings- og udbygningsarbejder er pågået i de senere år. Der går færger mellem Italien og Albanien og mellem Korfu og Albanien.

Der er i de senere år sket en kraftig tilstrømning til byerne, især Tirana, og der er bygget mange huse med og uden behørig tilladelse. I 2004 har man påbegyndt et omfattende byfornyelsesprojekt i Tirana; det ledende arkitektfirma vandt opgaven i en international konkurrence, og i 2005 tager man stilling til flere konkrete projekter. Et af dem - der vedrører et stort byggeri ved Skanderbeg-pladsen - blev i januar 2005 vundet af Henning Larsens Tegnestue A/S.

Flere hundrede tusinde albanere opholder sig permanent eller midlertidigt i udlandet. Nogle er på studieophold i USA, Tyrkiet og forskellige europæiske lande. Mange flere har manuelt arbejde inden for landbrug, industri, håndværk og service - fortrinsvis i Grækenland og Italien, men også i lande længere mod nord som fx Tyskland. Et ukendt antal er på illegalt ophold rundt omkring i Europa - vist nok især i Grækenland og Tyrkiet; nogle af disse har underbetalt arbejde i landbruget eller i servicesektoren, men adskillige lever af prostitution eller tilsvarende. Endelig er der en del albanere (fra Albanien, Kosovo og Makedonien) der lever af mafia-agtige aktiviteter og fx er involveret i narkohandel {Fast mand}.




ALBANIENS HISTORIE

Oldtiden og Middelalderen

Det er en almindelig antagelse i Albanien at albanerne nedstammer fra Oldtidens illyrere. Om dem ved man noget, men ikke meget. Der er bevaret enkelte ting fra perioden, som arkæologerne har vendt og drejet, men - mig bekendt - kan man ikke med fuldstændig sikkerhed fastslå forbindelsen {Illyrerne}.

Det illyriske kongerige blev indlemmet i det romerske imperium omkring 230 f.Kr., først som protektorat, på Augustus' tid som provinsen Illyricum. Den romerske periode varede temmelig længe, ca. 500 år. Der er en del spor fra den tid, nogle er imaterielle (som mange ord i det albanske sprog), nogle er materielle - fx er der rester af Via Egnatia, romervejen fra Durrës, forbi Elbasan, via Makedonien og Grækenland til Konstantinopel, det nuværende Istanbul {Via Egnatia-2}.

Efter romertiden fulgte folkevandringstiden. Blandt dem der kom til Balkan var sláverne (6' årh. efter Kristus) der i 1100-tallet løsrev sig fra det byzantinske kejserrige, etablerede deres egen kirke - den ortodokse - og noget senere, omkring år 1300 etablerede et serbisk rige. Riget holdt ikke særlig længe, men brød sammen af indre og ydre årsager. En skelsættende begivenhed var Slaget på Solsortesletten (Kosovo Polje) i sommeren 1389 der stod mellem den serbiske kejser, Lazar, og hans forbundsfæller - hvoriblandt formentlig én eller flere af de albanske fyrster - og Osmannerne med deres forbundsfæller, hvoriblandt nogle af de serbiske fyrster {Solsortesletten}. Osmannerne havde i 1389 været på Balkan en vis tid, sandsynligvis hidkaldt af ét af de byzantinske partier i Konstantinopel, men satte sig efterhånden grundigt fast og erobrede magten over området.

Tilsyneladende bar Osmannerne sig i den første lange tid klogt ad; man skaffede sig allierede, man tillod de lokale herskere at fungere videre, man gav plads for den lokale religion, man brugte økonomiske påvirkningsmidler, men om nødvendigt brugte man også militær magt for at sikre sine interesser og for at nedkæmpe den militære modstand der rejste sig fra tid til anden.

For at sikre sig at vasallerne - nogle af de lokale fyrster - optrådte loyalt benyttede man sig - som det også er set tidligere i historien - af et gidselsystem. Fyrsterne måtte sende familiemedlemmer, typisk nogle af deres børn, til det osmanniske hof hvor de i mange tilfælde blev respekteret og evt. »indoktrineret« og integreret {Devshirme}.


Skanderbeg {Sk:beg}

Skanderbeg er én af de mest centrale skikkelser i den albanske historie. Det meste af hvad man ved om Skanderbeg stammer fra en biografi der blev skrevet omkring 40 år efter hans død af den albanskfødte munk eller præst Marinus Barletti (eller Barletius) {Barletius}.

Engang i midten af 1900-tallet skrev den albansk-amerikanske præst Fan Noli en biografi over Skanderbeg, der bl.a. udmærker sig ved at referere eller optrykke en stor del af det kildemateriale der findes om Skanderbeg {Noli}.

Skanderbeg hed oprindelig Gjergj Kastrioti. Han var yngste søn af Djon Kastrioti [John Kastrioti] der var fyrste over et mindre område i den nordlige del af det nuværende Albanien. Skanderbeg havde nogle ældre brødre og også flere søstre. Hvornår Skanderbeg blev født vides ikke præcist, måske var det i 1403, måske var det et par år senere, fx i 1405. Den Albanske Regering »står« på 1405, hvilket betyder at det i 2005 er 600 år siden han blev født.

En fyrste besad et landområde med bønder og hyrder; ofte var fyrsten leder af den mægtigste klan i området. Han var både politisk og militær leder. Fyrsten fik en vis betaling, formentlig især i naturalier, fra bønderne og hyrderne. På Skanderbegs tid blev der taget initativer til - i de respektive fyrstedømmer - at samordne den mundtlige sædvaneret (Kanún), således i Dukagjin-området. Først på et langt senere tidspunkt blev sædvaneretten skrevet ned.

Skanderbeg's far stod - som de andre albanske prinser - i en vanskelig situation og måtte manøvrere for at opnå så høj en grad af uafhængighed som muligt i forhold til de konkurrerende magter, fx den ungarske Konge, bystaten Venezia, Kongen af Napoli og den osmanniske Sultan i Adrianopel (det nuværende Edirne, senere i Konstantinopel). I en vis periode var hans far vasal af Sultanen - og i konsekvens heraf blev Gjergj tilknyttet Sultanen. Sandsynligvis skete dette først da han var næsten voksen. Det siges om faderen at han skiftede religion efter behov; han skal således have haft en romersk-katolsk periode og en muslimsk, der givetvis var mere »tydelig« end ligefrem åndeligt intens.

Gjerg Kastrioti opholdt sig (muligvis) hos Sultanen i nogle år, blev islamiseret, havde succes og opnåede rang af general (-beg). Hans osmanniske navn - Skanderbeg - betyder ca.: General Alexander. Skanderbeg var, formoder jeg, leder af en albansk hærafdeling der især bestod af let rytteri og muligvis også af nogle infanterigrupper.

Der er rygter om at Sultanen lod Skanderbeg's brødre dræbe med gift, men dette er sandsynligvis forkert. Fan Noli oplyser at brødrene var i live længe efter et tidspunkt hvor de efter overleveringen skulle være blevet dræbt.

På et tidspunkt sprang Skanderbeg fra; han deserterede - med sine soldater - fra en osmannisk kampagne mod ungarerne og vendte hjem til Albanien, hvor han stillede sig i spidsen for et oprør mod Sultanen. Ved samme lejlighed afsvor han den islamiske tro og blev igen god romersk-katolsk kristen. Man ved ikke præcist hvad årsagen var til at han og hans folk sprang fra; men den vigtigste grund var formentlig at Skanderbeg så en mulighed for at genvinde den selvstændighed som hans far - der var død kort før - tidligere havde haft.

I de følgende år (dvs. fra 1444 og til sin død i 1468) manøvrerede Skanderbeg. Han bekæmpede med stor dygtighed de osmanniske hære der blev sendt imod ham, ligesom det lykkedes ham at holde Venezianerne stangen. Det lykkedes ham at etablere en alliance med de andre albanske fyrster, men alliancen blev ikke særlig fasttømret; der var flere tilfælde af alvorlige uoverensstemmelser, og på et senere tidspunkt faldt den på det nærmeste fra hinanden. Nogle af fyrsterne allierede sig med Venezianerne, nogle med Osmannerne.




Foto fra Kruja. Skanderbeg's borg i Kruja er en rekonstruktion.


Én af Skanderbeg's dygtigste generaler, Moses, sprang på et tidspunkt fra, tilsluttede sig Sultanen og gik i krig mod Skanderbeg, men Skanderbeg overvandt ham - og gengav ham hans tidligere position. Moses tjente derefter Skanderbeg i flere år indtil han blev overvundet af Sultanen og henrettet sammen med andre fremstående personer. Det siges at han og de andre blev flået levende.

Én af de dygtigste hærførere som Sultanen sendte imod Skanderbeg var selv Albaner - Balaban Pasha, og i de følgende ca. 4 hundrede år var der adskillige Albanere der var i Osmannisk tjeneste, hvoraf nogle af dem opnåede overoverdentlig høje positioner som storvesirer, hærførere og guvernører forskellige steder i kejserriget.

For at kunne bevare sin position måtte Skanderbeg finde stærke og formuende magter at alliere sig med. Én af dem var Paven i Rom, en anden Kongen af Napoli, først Alfonso, senere Ferdinand, og sidst men ikke mindst bystaten Venezia.

Med Venezia var det noget op og ned, forholdet til Paven og Kongen af Napoli var derimod mere fast og vedvarende positivt. Alliancen med Kongen af Napoli førte til at Skanderbeg sendte Albanske hjælpetropper til Syditalien for at støtte Kongen i hans magtkampe - og i en periode rejste han selv derover for at sætte sig i spidsen for sine tropper.




Paven sætter sig i spidsen for korstoget på Balkan
men det blev ikke til noget da Paven døde.


Skanderbeg var en overmåde dygtig strateg og hærfører. Han vandt de fleste af kampene med Osmannerne, først og fremmest fordi han benyttede sine lette ryttere til lynhurtige overfald, hit-'n-run, både når Osmannerne var på march og når de belejrede Albanske fæstninger. Hans dygtighed gjorde ham frygtet hos Osmannerne (og Venezianerne) og var en væsentlig grund til at Paven (sidst Pius II Piccolomini) ønskede at han skulle være den militære leder af et egentligt korstog mod Sultanen.

Korstoget kollapsede, dels fordi Paven døde i Ancona, netop da det skulle påbegyndes, dels fordi flere af dem der skulle finansiere korstoget eller stille med tropper og forsyninger var meget modvillige eller negative; dette gjaldt bl.a. venezianerne.

Skanderbeg døde i 1468, og det lykkedes hans kone og søn at holde hans position i nogle år derefter, men til sidst måtte man opgive. Hans efterkommere - og mange andre Albanere - udvandrede, især til Calabrien og Sicilien, hvor der stadig er flere albanske landsbyer.

Foto: Charlotte Bøgh, 1993

Rozafat-borgen [Rozafa-borgen; Rozafat Castle] ved Shkodra. Foto: Charlotte Bøgh, 1993.


Rozafat - borgen ved Shkodra

Rozafat er en stor borg der blev bygget engang i Middelalderen på en højt hævet limstensklippe ved Shkodra. Der går et sagn om at der blev muret en kvinde ind under bygningen af borgen fordi bygmestrene ikke kunne hold tand for tunge. Albaniens-forskeren, Dr Robert Elsie, har udgivet en samling albanske folkefortællinger på Engelsk, hvor man også kan finde historien om Rozafat {Folkefortællinger}. Den begynder således i dansk oversættelse:
En dag kom en gammel mand forbi. »Jeg ønsker jer held med jert arbejde«, sagde han til de tre brødre.

»Vi ønsker også dig held Gamle, men det går os ikke godt. Hvad vi bygger om dagen, falder sammen om natten. Véd du hvad man skal gøre for at murene kan blive stående?«.

»Ja, det gør jeg«, svarede den Gamle. »Men jeg ville begå en synd om jeg fortalte jer det«.

»Lad os dele din synd, for vi vil bygge borgen«.

Den Gamle tænkte en stund. Så spurgte han: »Er I gift? Har I alle koner?«

»Ja - vel er vi gift«, svarede brødrene. »Hver af os har en kone. Fortæl os hvad vi skal gøre«.

»Hvis I virkelig vil bygge borgen, så må hver og én af jer sværge ikke at fortælle jeres koner hvad jeg nu vil fortælle jer«.

Da brødrene havde sværget, sagde den Gamle: »Dén af jeres koner der bringer maden op til jer i morgen, skal I mure ind i borgens mure. Kun på dén måde kan I sikre at murene vil stå - og stå i al evighed«.

Således talte den Gamle - og gik væk.

Shkodra og Rozafat blev hen over midten af 1700-tallet sæde for Mehmed Bey Bushati, der opkastede sig som pasha over området. Han, og senere også hans søn - den Sorte Bushati, Kara Mahmoud Bushati - gjorde sig herrer over Albanien ned til Shukmbini Floden og også over Kosóva. De forsøgte også at erobre Montenegro. I 1778 lykkedes det Osmannerne at få dræbt Mehmed Bey Bushati med gift.

Der var perioder hvor Kara Mahmud Bushati stod på god fod med Osmannerne og bestred høje poster i det osmanniske rige. På et tidspunkt, mens Osmannerne var i krig med østrigerne, fik han tilbud om at blive visir - hvad han afslog. Sultanen fandt det så klogest at foretage et opgør med ham og omdirigerede nogle tropper, der var engageret i krigen med østrigerne, mod ham der retirerede til Rozafat i august 1787. Det lykkedes Kara Mahmud at klare belejringen og at gøre så stærke udfald at Osmannerne blev tvunget til at trække sig tilbage. Kara Mahmoud forsøgte at få politisk støtte hos østrigerne, men blev svigtet af dem - og af flere af sine egne der hellere så en forsoning med Konstantinopel, hvad det også kom til i første omgang.

Konflikten brød imidlertid snart ud igen, nogle af Kara Mahmoud’s forbundsfæller svigtede ham og hans yngste bror flygtede til Konstantinopel. Konflikten drejede sig væsentligst om politisk uafhængighed, selv om der muligvis også var økonomiske aspekter - for Kara Mahmoud syntes at være interesseret i at udvide handelen mod vest og at styrke den albanske økonomi, hvad der kunne rejse problemer for dén handel som Konstantinopel kontrollerede. Sultanen sendte igen i 1793 en hær imod ham, men Kara Mahmoud gentog kunststykket fra 1787 - forskansede sig i Rozafat, foretog et udfald og jog Osmannerne bort. Senere allierede han sig med franskmændene for i forståelse med dem at undertvinge sig Montenegro. Dette mislykkedes - og Kara Mahmoud faldt i baghold og blev dræbt i 1796.

Hans bror, Ibrahim pasha Bushati, efterfulgte ham og kom overens med Osmannerne; han døde i 1810. Bushati'erne gik påny deres egne veje, men blev undertvunget i 1831 af Mehmet Reshid Pasha. Herefter blev pasha-dømmet, pashalik'et, opløst, og vilayet'erne Shkodra og Kosovo blev dannet i dettes sted. Et senere oprør mislykkedes.


Foto: Charlotte Bøgh, 1998

Osmannerne byggede - som romerne før dem - mange broer og veje i Albanien. Flere af broerne er bevarede som denne uden for Shkodra. På broen ses bl.a. Lis Jespersen. Foto: Charlotte Bøgh, 1998.


Ali Pasha af Tepelena

Ali Pasha fra Tepelena var en fremtrædende Balkanfyrste i slutningen af 1700-tallet og i den første del af 1800-tallet. Hans eftermæle er blakket. Han havde - som Skanderbeg - været allieret med Osmannerne, men gik sine egne veje så snart det kunne lade sig gøre. Dén uafhængighed han søgte var ikke national, men personlig; han stræbte efter et personligt herredømme og en politisk uafhængighed, og han ville sætte sin magt igennem i Epirus - dvs. den sydlige del af det nuværende Albanien og den nordlige del af Grækenland.

Blandt dem der mødte Ali Pasha var Lord Byron {Byron}.


Den danske arkæolog Peter Oluf Brøndsted besøgte Ali Pasha i 1812 og nedskrev nogle samtaler med ham. Jacob Isager har udgivet dem i 1999 under titlen: »Interviews with Ali Pacha of Joanina In the Autumn of 1812, with some particulars of Epirus and the Albanians of the present day«. Aarhus Universitetsforlag beskriver bogen således:
»P.O. Brøndsted (1780-1842) rejste fra 1810 til 1813 i Grækenland, hvor han bl.a. mødte Lord Byron. Et andet interessant bekendtskab, han gjorde, var med den tyrkiske sultans guvernør i Nordvestgrækenland. Denne guvernør, Ali Pacha, var albaner af fødsel, og han udviste stor uafhængighed af sultanen. Han kom til at spille en stor rolle i den græske kamp for uafhængighed og blev henrettet af sultanens soldater i 1822.«
P.O. Brøndsted er bl.a. beskrevet i »Dansk Biografisk Lexikon« 1887-1905, bd. III, s. 208 ff (se Runeberg's gengivelse: http://runeberg.org/dbl/3/0210.html ff. Om Brøndsteds besøg hos Ali Pasha står der:
»Sidst paa Aaret [1812] var han i Epirus, hvor han tilbragte nogen Tid hos «den genialske Tyran» Ali Pascha af Janina. Han kunde ikke andet end føle Afsky for denne Mands listige og grusomme Regimente og saa tillige i hans Indflydelse den stærkeste Hindring for, at Grækenland kunde vinde Frihed og Selvstændighed; men han mente dog, at hans Despoti i alt Fald var at foretrække for den tyrkiske Regerings, og Alis Personlighed har gjort et stærkt Indtryk paa ham.«
Billedet er et udsnit af Louis Dupré's billede fra 1819.


Johannes Østrup beskrev Ali Pasha således i »Salmonsens Konversations Leksikon« (2. udgave, Kbhvn. 1915):
»Ali Pasha, Hersker i Albanien (1741-1822). A., som hørte til en gl. Høvdingeslægt, var ved sin Faders Død 1754 i stor Nød; men den snilde og kraftige Mand, som ikke skyede noget Middel for at vinde Magt og Rigdom, genvandt ikke blot sin Faders Stilling, men udbredte efterhaanden sit Herredømme over hele Albanien og blev Pasha i Janina. Selv blottet for religiøs Tro gjorde han ingen Forskel mellem Kristne og Muhammedanere og undertrykte Albanesernes Fejder og Røverier. 1803 undertvang han Sulioterne, som havde forsvaret sig i fl. Aar med stor Tapperhed. Han traadte i Forbindelse med Franskmændene og udvirkede ved deres Indflydelse i Konstantinopel, at hans Sønner blev Pashaer i Grækenland. Selv udstrakte han sin Magt over Thessalien og det sydlige Makedonien og var i Virkeligheden uafhængig, skønt han betalte Tribut til Sultanen. For ogsaa at befri sig fra denne indlod han sig i Underhandlinger med Grækerne, da de tænkte paa at løsrive sig fra Tyrkernes Herredømme. 1820 sendte Sultanen, som især var begærlig efter A.'s store Skatte, en Hær imod ham; mange Albanesere faldt fra ham, og han maatte indeslutte sig i Janina, hvor han længe forsvarede sig. 1822 lykkedes det endelig Churshid Pasha at faa ham i sin Magt og rydde ham af Vejen. Hans Hoved udstilledes i Seraillet, hans Sønner blev dræbte, hans Døtre solgte.«

På rejse i Albanien i 1800-tallet og den første del af 1900-tallet


I midten af 1800-tallet besøgte den engelske forfatter og maler Edward Lear Albanien. Lear er i dag mest bekendt for sine mange limericks {Lear}, men han var også en fremragende tegner og har skrevet mange rejseskildringer der stadig er læseværdige fordi de er uden omsvøb og meget konkrete. Lear kom godt omkring i Albanien; han var både i Shkodra i det nordlige og langs kysten i det sydlige. Han kunne have indlogeret sig hos de lokale dignitarer, men foretrak at bo som en simpel rejsende i det lokale gæstgiveri, en han.

Et halvt århundrede senere kom en anden englænder på besøg, Edith Durham, som er kendt blandt sociologer og etnografer. Hun rejste lige så primitivt som Edward Lear og skrev bagefter sin berømte bog »High Albania« {Durham} hvor hun fortæller om de lokale skikke, om klanerne og fejderne og om de 'albanske jomfruer', kvinder der levede et liv næsten som mænd. Edith Durham var - på en måde - en 'engelsk jomfru' der gjorde hvad kvinder sjældent kunne på dén tid: Hun rejste omkring kun ledsaget af en fører der ikke altid kendte de steder de skulle besøge, men som kunne sproget. Hun var lige så omhyggelig som Edward Lear med at få noteret detaljerne; undertiden tegnede hun, undertiden fotograferede hun.

Edith Durham havde kristen baggrund og stilelde sig derfor - til at begynde med - ret positivt over for landsbypræsterne og de ortodokse klostre i Kosovo. Men efterhånden opdagede hun at serberne optrådte aggressivt og undertrykkende over for albanere og tog tydeligt afstand fra serbiske overgreb. 		  

Den unge Edward Lear -
tegnet af Wilhelm Marstrand.




      

Edith Durham's tegning af en albansk bebyggelse i bjergene. Som man kan ane, kunne man lukke sig inde i tilfælde af angreb, og det kunne være nødvendigt for der var på dén tid mange slægtsfjeder og blodhævnsdrab (også i dag udkæmpes der slægtsfejder, ligesom der er en del eksempler på hævndrab). {Fejder}. Fotografiet forestiller en albansk dreng fra de nordlige bjerge.


Slægtsfejder, blodhævn og mægling. Sami Bey Frashëri: »Æresordet«

Spørger man en avislæsende dansker om hvad der er karakteristisk ved albanere, vil han tit svare at det er ballade. Enten ballade i Kosóva eller ballade i Makedonien. [En almindelig dansker ville ikke sige Kosóva, men det serbisk-internationale Kosovo].

»Hvor kommer balladen fra?«, kunne man spørge.

»Albanerne. Albanerne er et mærkeligt folkefærd«, kunne svaret lyde. »Albanerne lever med det ene ben i Middelalderen og det andet i nutiden. Den ene dag er de blandet ind i voldsom kriminalitet, den næste er de ved at udkæmpe en slægtsfejde«.

Taler man med nogen der har været i Kosóva, Makedonien og Albanien vil svaret være langt mere nuanceret. Nogle vil fremhæve venligheden og gæstfriheden, andre vil tale om at nutiden findes på små »øer« i et »gammelt hav« - men alle vil bekræfte at »familie« og »forbindelser« har en helt anden og langt stærkere betydning end her i de nordlige og kølige lande.

Vil man forsøge sig med »business« i Albanien kommer man ingen steder, hvis man ikke har forbindelser. Bliver man blandet ind i løsningen af militære og politiske konflikter, som fx i Kosóva, opdager man hurtigt at man ikke kommer nogen steder, hvis man ikke får fat i de »rigtige«, dem der har »forbindelser« langt ud i samfundet.

Selv om tingene har ændret sig radikalt i de senere år, er der mange spor af fortiden. Nogle af sporene er meget tydelige som de ortodokse kirker og klostre i Kosova og minareterne i Albanien, Kosóva og Makedonien. Men nogle af sporene er immaterielle og ikke umiddelbart synlige - som slægtsskabsbåndene og familieforholdene. Jo længere man kommer væk fra byerne og jo længere man går tilbage i historien, desto større betydning har disse bånd.

Der er mange problemer med disse bånd, men der er også meget positivt at sige om dem. Familie og slægt har i tidens løb været et socialt, økonomisk og kulturelt sikkerhedsnet - som imidlertid bedst egnede sig til små samfund i en »gammel« verden der var præget af patriarkalisme, sædvaner og en snæver horisont - og hvor der ikke var nogen stat, endsige en stat der kunne sætte sig igennem og håndhæve en lovgivning der var besluttet i et magtcentrum langt væk fra bjerglandsbyerne.

Forskellene til trods, er der mange ligheder mellem livet på landet i den danske Middelalder og livet i de albanske bjerge helt op til 2' Verdenskrig ... og måske længere endnu.
»Hvor kommer du fra?«, spurgte en albansk bjergbonde for næsten 10 år siden. Danskeren, han spurgte og som han mødte på vejen uden for landsbyen - det var Mads Lund fra SiD - kunne akkurat så mange ord at han kunne gøre sig forståelig, i det mindste på det sproglige plan: »Fra Danmark. Et land der ligger langt mod nord, hvor der ikke er bjerge - og hvor der kan være både koldt og blæsende«.

»Fra Danmark? Det forstår jeg ikke«, svarede bonden - »jeg mener: hvilken dal kommer du fra?«

Det må have været som at se Holberg's komedie »Erasmus Montanus« for sig, men som ren virkelighed. Til forklaring må siges at Hoxha-tidens geografi- og historieundervisning ikke var kendt for sin sandfærdighed, og det samme gjaldt mediernes dækning af forholdene i andre lande. {ML}.
Patriarkalisme, sædvanerne og den snævre horisont gav på én gang styrke og sikkerhed, men er - i nutiden - alvorlige forhindringer for en økonomisk, social og kulturel modernisering og videreudvikling.

Giver man en albaner et job eller en tjans, får man meget mere med. Meget af det er ren fornøjelse - men noget af det er både dyrt og problematisk. Har en albaner fået et job, er det - i vid udstrækning - et livsvilkår for ham (eller hende) at han hjælper slægtninge, venner og bekendte til fadet - eller at han betaler sin gæld til den patron der måske har skaffet ham jobbet.

Korruption, altså at man skal betale for helt »usaglige« ydelser, skal - med en albansk optik - ikke altid betragtes som lummer kriminalitet, men undertiden som dén olie der får tingene til at virke. En sådan albansk optik bygger på århundreders sædvane, men må - når man taler om den globale økonomi - betragtes som meget kortsigtet.

Det kan godt være at man får en pålidelig og meget venlig medarbejder hvis man benytter sig af de sædvanlige metoder, men sandsynligheden for at denne pålidelige og venlige medarbejder slet ikke kan sin metiér er meget stor, desto mere naturligvis når det drejer sig om jobs der kræver særlige og moderne faglige kvalifikationer.

Tæt sammenvævet med de tætte familie- og slægtsskabsbånd var sædvaneretten. Den var udviklet gennem århundreder i det daglige samkvem og ved mange drøftelser mellem landsbyens ældste. Der er en høj grad af konsistens og logik i denne sædvaneret, men denne logik og konsistens har ikke været der fra en fjern begyndelse, men har formentlig udviklet sig over tid i takt med at man har skullet løse vanskelige problemer gennem lang tids diskussion og overvejelse og ikke mindst gennem inddragning og fortolkning af forskellige fortilfælde.

I nogle henseender er sædvaneretten formentlig blevet mere sofistikeret eller har undergået betydningsfulde ændringer (som da den romersk-katolske kirke begyndte at gøre sig gældende blandt albanerne), i andre er den ved langt »slid« blevet forenklet og strømlinet.




Shtjefën Gjeçov.


Den albanske sædvaneret, kanún (jf. det ny-danske ord: kánon) udvikledes på forskellig måde i de forskellige dele af Middelalderens og den Nyere Tids Albanien og var i det store og hele en mundtlig tradition. Noget tyder på at der i 1400-tallet blev gjort forskellige forsøg på at samle og »ordne« den, således tales der om en Skanderbeg'sk Kanún og en Dukagjin'sk. Der er ikke vidnesbyrd om at 1400-tallets kanún'er blev skrevet ned, men det er tænkeligt. I slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet blev der gjort systematiske forsøg på en indsamling, nedskrivning og redigering. Én af de mest ihærdige personer i denne proces var den katolske munk, Shtjefën Gjeçov, der senere faldt i baghold og blev dræbt.

Sædvaneretten var ikke demokratisk i moderne betydning, men byggede ikke desto mindre på lighedsgrundsætninger der kan minde om dem man kan spore i middelalderlig dansk sædvaneret (og som på nogle punkter blev videreført i Enevældens Danske Lov fra 1683).

En bærende tanke er at den juridiske agent ikke er det enkelte individ, for man tænkte slet ikke individualistisk, men den enkelte familie eller slægt, som der påhviler et stort, men altså kollektivt, ansvar.

Konflikten kunne vedrøre græsningsrettigheder eller andre ejendomsforhold, men den kunne også vedrøre håndteringen af et ægteskabstilbud, en ophævelse af en trolovelse eller et ægteskabsbrud. Og endelig kunne den vedrøre andre angreb på æren.

Når man i nutiden hører om sådanne konflikter vil man ofte tænke på dem ud fra moderne tankemønstre, der i Danmark er blevet mere og mere individualistiske. Formålet med et dansk ægteskab er jo ikke at etablere eller styrke nogle familiemæssige relationer eller at styrke en særlig økonomisk eller lokalpolitisk »strategi«, men derimod at maksimere den individuelle lykke; tilsvarende gælder ofte når et dansk ægtepar bliver skilt.

Helt anderledes var det i det traditionelle Albanien. Derfor havde eventuelle uoverensstemmelser også en helt anden og meget bredere eller dybere familiemæssig betydning. Blev en trolovet pige vraget - ofte fordi brudgommens familie havde fundet en mere attraktiv mulighed - var det ikke så meget hendes personlige problem, som det var hendes families problem; undertiden førte sådanne konflikter til at den krænkede familie følte sig tvunget til at sætte sig i respekt, eller rettere til at genvinde sin respekt eller ære. Dette kunne føre til en langvarig konflikt mellem de involverede familier med mange tab på begge sider.

Familierne ville imidlertid ikke se tabene som individuelle tab, langt mere som familiens eller slægtens kollektive tab. I en vis forstand kunne det være ligegyldigt hvem man dræbte, når blot der ville almindelig accept af at man havde dræbt én af de mulige »kandidater«, dvs. en våbenfør mand.

Udviklede en konflikt sig til en egentlig slægtsfejde, kunne det være overordentlig vanskeligt at standse den. De involverede familier blev nødt til at fortsætte den - dvs. snarest muligt at dræbe én fra modstanderens »parti« når der var blev dræbt én fra det egne »parti« - også hvis der ikke længere var nogen der havde en personlig erindring om den oprindelige konflikt.

En sådan konflikt havde dybe økonomiske og sociale konsekvenser. Våbenføre mænd måtte enten tage deres rolle på sig eller flygte eller gemme sig i en »beskyttet bolig«, typisk i et befæstet tårn. Til gengæld måtte kvinder, børn og tyende tage sig af driften, dvs. af at passe dyr og marker.

Under særlige omstændigheder kunne der indgås en våbenstilstandsaftale, typisk når hele området blev inddraget i en mere omfattende konflikt - et angreb udefra eller tilsvarende.

Der findes tilfælde hvor en konflikt er ebbet ud, men det kan have haft meget alvorlige konsekvenser for dén part der ikke fortsatte konflikten, selv om den kunne. Undlod rette vedkommende at hævne et drab på et medlem af familien eller slægten, betød det at den pågældende - og dennes familie - blev »outcast«, dvs. en person og familie man ikke kunne respektere eller have samkvem med, i det mindst ikke uden samtidig at håne dem.

Der findes også tilfælde hvor en konflikt er blevet bragt til ophør ved brug af en mellemmand, en mægler.

Netop fordi en konflikt kunne have så dybtgående konsekvenser, er det nærliggende at forestille sig at man bestræbte sig for at undgå at sætte nye konflikter i gang. Der er givetvis tilfælde af at konflikter er påbegyndt fordi to »brushaner« har krænket hinanden og fremprovokeret en fejde, men det er nok mere sandsynligt at familiens ældste og mere besindige medlemmer har standset den, før den for alvor kom i gang.

Kom en konflikt på den anden side i gang, gav Kanún de retningslinier man skulle følge, og det er tænkeligt at man i det store og hele fulgte reglerne, i det mindste indtil nyere tid.

Sami Bey Frashëri's stykke - »Æresordet« - er skrevet omkring [1870-1875] og beskriver nogle centrale familietraditioner og sædvaneretlige forhold i Albanien, der dengang var en del af det tyrkiske rige. Et vigtigt tema er modsætningerne mellem godsejeren - og hans folk - og en bjerghyrde og hans familie. Det vigtigste tema er dog kærligheden mellem en fætter og hans kusine, der bliver realiseret trods mange og meget alvorlige forhindringer. Når konflikterne bliver så alvorlige - og får så mange triste konsekvenser - skyldes det at personerne er stærkt påvirket af deres æresopfattelse; det er på den anden side også en konsekvent realisering af denne opfattelse der fører til at stykkets grundlæggende konflikt bliver løst - og ikke fortsættes i en mangeårig slægtsfejde.

Når der i dag udbryder fejder, er det ikke altid fejder af traditionel karakter, men fejder der finder sted i miljøer der er involveret i kriminelle aktiviteter - smugling, trafficking, prostitution, narkotika- og våbenhandel. Her drejer fejderne sig formentlig om »markedsandele« og magt, ikke om familiens og slægtens ære.

I Albanien er der - med dansk og senere norsk bistand - etableret en institution der forsøger at løse konflikter ved brug af mægling. Mange af disse konflikter har ikke at gøre med slægtskabsfejder eller blodhævn, men nogle har.




Om slægtsfejder, blodhævn og mægling

Sami Bey Frashëri's skuespil »Æresordet«

Hvis du vil have et print af skuespillet, kan du hente en PDF-udgave forrest i HTM-filen. PDF-filen fylder 0,6 MB. PDF-filen kan læses af nyere udgaver af Adobe Reader, men det kan anbefales at hente den nyeste Reader (7' udgave); den kan findes via: http://bjoerna.dk/vaerktoejer.htm#PDF. Bruger du en tidligere Reader, kommer der muligvis en (betydningsløs) fejlmeddelelse

»Kanuni i Lekë Dukagjinit / The Code of Lekë Dukagjini« findes i en albansk-engelsk udgave fra Gjonlekaj Publishing Company, New York, USA, 1989. Den albanske tekst bygger på Shtjefën Gjeçov's materialesamling og er oversat og forsynet med en introduktion af Leonard Fox.

Margaret Hasluck: »The Unwritten Law in Albania«, Cambridge University Press, England, 1954.

Bjørn Andersen: »Albanske Studier« 1-2, se: http://bjoerna.dk/albansk-historie/studier-2002.htm, heri om Edward Lear's og Edith Durham's iagttagelser, om Anne Knudsen's disputats om slægtsfejder på Korsika og om Ismail Kadare's roman »Ufuldendt april«.

Hans Henrik Brydensholt: »Establishing and Assisting Democratic Institutions. The Case of Albania« [1st April 2005. Preliminary edition]

Konfliktmægling: http://bjoerna.dk/dokumentation/mediation.htm




Det Albanske sprog. Et alfabet

Albansk er - i sin kerne - et meget gammelt sprog, og det udgør sin egen gruppe inden for den indoeuropæiske sprogæt. En meget stor del af ordforrådet er hentet fra omliggende sprog - men hvornår og ad hvilke veje der er sket indlån er svært at afgøre, da albansk alene var et talesprog frem til omkring 1900. Der er ganske vist bevaret enkelte albanske tekster fra 1500-tallet og frem, men langt de fleste albanere var analfabeter. De albanere der ikke var analfabeter udtrykte sig gerne på andre sprog som tyrkisk og græsk.

Blandt dem der har forsket i Albansk sprog er de danske sprogforskere Holger Pedersen (1867-1953), Kristian Sandfeld (1873-1942) og Gunnar Svane (f. 1927).

Holger Pedersen besøgte området omkring 1900 og indsamlede materiale. Han udgav digte og folkefortællinger og analyserede nogle sproghistoriske forhold. I 1924 gjorde han status i bogen »Sprogvidenskaben i det Nittende Aarhundrede. Metoder og Resultater«, og heri skrev han:
Er det den samme befolkning, der har boet i landet under alle disse omskiftelser? Er Albaneserne efterkommere av Illyrierne eller av nogle av stammerne i Illyrien (hvad enten så dette navn var udtryk for en folkelig og sproglig enhed eller blot en politisk-geografisk betegnelse)? Det ligger nærmest at svare ja, naturligvis uden derved at udelukke en mer eller mindre væsentlig forskydning av folkegrænsen. Under alle omstændigheder har Albanesernes forfædre i oldtiden boet et sted på Balkan-halvøen, og vi kan kun bestyrkes i formodningen om Albanesernes illyriske herkomst, når vi ser, hvilken mægtig romersk indflydelse deres sprog har været underkastet. Latin må en gang have været dagligt brød for Albaneserne. Deres sprog er fuldt av latinske låneord; de har fra latin lånt ikke blot navne på ny indførte kulturbegreber eller tekniske, juridiske og politiske udtryk, men også ord, der hører til dagliglivets kreds (som 'himmel', 'hundrede', 'kind', 'at komme' o.s.v.). Disse låneord er optagne i en meget gammel tid og har gjort så mange albanesiske lydudviklinger med, at de slet ikke stikker av imod det ægte albanesiske ordforråd, og kun den øvede sprogforsker kan med sikkerhed skelne mellem de latinske og de hjemlige ord. I modsætning hertil har græsk, som det synes, ingen indflydelse udøvet i oldtiden eller i det højeste en ganske ubetydelig. Om Goternes herredømme har albanesisk ikke bevaret noget minde, og de mange låneord fra slavisk, italiensk, nygræsk og tyrkisk har i denne sammenhæng ingen interesse; de stammer fra tider, da man ikke kan nære tvivl om Albanesernes bopæle.

Resolutionen fra mødet i Monastir i 1908

Resolutionen fra mødet i Monastir i 1908 [klik på billedet for at forstørre det]


I slutningen af 1800-tallet blev der taget forskellige initiativer der havde sprogpolitisk betydning. Forfatteren Sami Bey Frashëri - der har skrevet »Æresordet« - foreslog et nyt alfabet, men det var ikke helt dét der blev opnået enighed om da en kreds af sproginteresserede mødtes i Monastir i 1908, se nærmere i Holger Pedersen's artikel.


Illustration fra Holger Pedersen's bog (1924)

Illustration fra Holger Pedersen's bog (1924). Som det kan ses ligger det valgte alfabet tættere på det latinske alfabet end Sami Bey Frashëri's.








Det osmanniske riges undergang

Når man læser Edward Lear's og Edith Durham's beskrivelser står det klart at »den almindelige albaner« og hans familie levede et tradtionsrigt - og traditionsbundet - liv. Flertallet af albanerne var muslimer, men mod nord var der en del katolikker og mod syd en del ortodokse, men det ændrede ikke grundlæggende ved forholdene - nuancerede dem kun.

Den enkelte - og familien - stod ikke alene. Albaneren og familien var en del af en større helhed, landsbyen og klanen. I nogle områder var der stormænd, der optrådte som godsejere og som udpinte bønderne, i andre - fjernere - områder var det snarere de ældste der havde det afgørende ord.

Men der var albanere der efterhånden kom til at leve et andet liv, nemlig de der boede i byerne, ikke kun i det nuværende Albanien, Kosova {Kosova} og Makedonien, men også i de store byer andre steder i det osmanniske rige, fx i Istanbul eller Thessaloniki. Der er - i historiens løb - mange albanere der har fået uddannelse eller opnået høje positioner rundt omkring i det store rige.

Der var en del af disse »udlandsalbanere« der blev grebet af de nationale strømninger der udviklede sig i 1800-tallet og som blev en del af frigørelsesprocessen. Men den nationale frigørelsesproces begyndte meget sent i Albanien - sammenlignet med Grækenland og Serbien - og man kan konstatere at mens der udviklede sig en stærk frigørelsesbevægelse dér, var det slet ikke tilfældet i hverken Kosovo eller Albanien.

Det kan der være flere grunde til, men den mest fundamentale var formentlig at de albanske klaner - når alt kom til alt - ikke mente der var andre måder at leve på end den traditionelle. Der var oprør, ikke så meget mod det osmanniske styre som sådan - endsige mod Sultanen i Istanbul - men mod specifikke overgreb, en for hård skatteudskrivning, en for hårdhændet udskrivning af soldater, en groft undertrykkende provinsguvernør.

Den tyrkisk-russiske krig 1877-78 gav stødet til at albanske nationalister dannede Prizren-ligaen som oprindelig stræbte efter at fastholde de albanske områder som en enhed inden for det osmanniske rige. Berlinerkongressen - der skulle tage stilling til grænsedragningen efter krigen - førte til et selvstændigt Bulgarien, til en østrigsk besættelse af Bosnien-Hercegovina og til en fuldstændig løsrivelse af Serbien og Montenegro, men ikke til ændringer for albanerne.

Prizren-ligaen blev opløst af det osmanniske styre i 1881, da det fandt at dens formål ikke var i overensstemmelse med dets interesser, og flere af lederne blev fængslet. Nogle år efter blev ligaen dog genoplivet, og den nationale selvstændighedsbevægelse udviklede sig. Nogle gik siden sammen med ungtyrkerne der væltede det osmanniske rige i 1908 og lagde grunden til en reorganiseret og revitaliseret tyrkisk stat.




Serbiske tropper har fanget albanere - arnauter - i Makedonien. Billede fra én af Fritz Magnussen's reportager.


Den danske journalist Franz von Jessen rejste på Balkan, bl.a. i Albanien, Makedonien og Serbien, i første del af 1900-tallet, og oplevede på tæt hold både hvordan man levede det daglige liv, og hvordan Balkan-krigene hærgede, og hans kollega, forfatteren Fritz Magnussen fulgte den serbiske hær ind i Makedonien i 1912 {Magnussen}.

Serberne måtte på et tidspunkt flygte til kysten og ned til Korfu og kunne konstatere at de - da de passerede det nordalbanske område - på ingen måde var vellidte, tværtimod blev de udsat for mange angreb og plyndringsforsøg fra lokale guerillagrupper og forskellige irregulære enheder.




Republikken udråbes af Ismail Qemal (Qemal Pasha) i Vlora 28.11.1912. Det viste sig snart at der ikke var enighed om hvad albanerne ville, Esad Pasha Toptani i Shkodra og klanlederne i de nordlige områder ville ét, Ismail Qemal og godsejerne mod syd noget andet - og i en periode var der derfor to regeringer der stredes om magten.


Eftersom serberne stod på sejrherrernes side i 1' Verdenskrig blev der - i fredsforhandlingerne - lyttet relativt meget til de serbiske synspunkter, og det var grunden til at Kosova blev tillagt Serbien, og at der ikke blev oprettet en forenet og større albansk stat efter krigen, men en mindre - og det endda kun fordi den amerikanske præsident, Wilson, insisterede på at der skulle oprettes en særlig albansk stat. Kosova havde været et selvstændigt guvernørområde i det osmanniske rige, et villayet, men der havde været en vis trafik over bjergene mellem det nuværende Albanien og Kosova - og også sydover mellem Kosova og det nuværende Makedonien.




Blandt dem der var kommet til Vlora i november 1912 var den kosova albanske Isa Boletin, der ses i forgrunden.


Mellemkrigstiden

Tiden efter 1' Verdenskrig blev en overordentlig vanskelig periode. De nye stat stod på skrøbelig og usikker grund. Der var stærke politiske kræfter som holdt hinanden i skak i adskillige år, og der var betydelig uro, fx. nåede man i december 1921 at have 4 forskellige regeringer. Men en national kongres i Lushnja i januar 1920 havde dog skabt grundlag for at der overhovedet kunne dannes en regering og for at Albanien kunne blive medlem af Folkeforbundet.

Foruden de indre modsætninger var der et betydeligt pres fra de omliggende lande: Grækenland og Italien rejste begge territoriale krav på Albanien - og var endda nået til en vis gensidig forståelse herom som blev formuleret i en aftale - der blev støttet af englænderne - men som gik i vasken på grund af et amerikansk veto. Italien ønskede Vlora som en slags brohoved til Balkan og havde fra 1' Verdenskrig et militært korps stående her. Grækenland ønskede at realisere et gammelt ønske om at lægge Korça og Gjirokastra til det græske Epirus. Montenegro krævede desuden rum i det nordlige - inkl. Shkodra - og Serbien ville have sin del, skønt man allerede var blevet tilgodeset med at få tillagt Kosova.

Én af dem der fortsat søgte at trække i trådene og at skaffe sig indflydelse - muligvis i alliance med Serbien - var Esad Pasha Toptani, som imidlertid blev sat ud af spillet da studenten Avni Rustemi dræbte ham ved et attentat i Paris i sommeren 1920.

Dén person der kom til at spille den største politiske rolle i tiden frem til 2' Verdenskrig var Ahmet Zogu [Ahmet Zogolli] fra Mat-området. Han var allerede som ung blevet klanleder, og det lykkedes ham i de følgende år at manøvrere sig frem til en dominerende position - skønt han en kort tid var blevet udspillet af en socialistisk orienteret regering under ledelse af Fan Noli {Noli}. Med en solid magtbasis i Mat-området som baggrund - og muligvis støttet af serberne - lykkedes det ham at erobre magten og at vælte Noli's regering. Han blev først premierminister, senere præsident og til sidst udråbte han sig selv som konge under navnet Zog I.




Kong Zog.


Zog forsøgte at sætte en økonomisk udvikling i gang, men måtte indse at det forudsatte betydelig støtte udefra. For ikke at blive for afhængig af serberne, vendte han sig mod italienerne der etablerede virksomheder og også samarbejdede med albanerne om en udvikling af militæret. Han vidste uden tvivl at italienerrne havde deres egne interesser at tage hensyn til, og at de ikke involverede sig for »deres brune øjnes skyld« - men fandt det ikke desto mindre nødvendigt at entrere til dén side.

Italienerne havde deres egne interesser at varetage. Stod det ikke klart før, blev det meget synligt i Påsken 1939 hvor Mussolini's tropper invaderede Albanien og besatte alle centrale steder - mens kong Zog flygtede til udlandet. I betragtning af at albanerne både før og siden har været i stand til at holde besættelsestropper stangen, kan det undre at denne okkupation forløb så forholdsvis enkelt. Det var der imidlertid flere grunde til. Der var nogle albanere der ønskede at blive en del af et stærkt Italien, det gjaldt givetvis en stor del af det albanske officerskorps.

Ikke alle var imidlertid tilfredse, og nogle af disse organiserede sig politisk og militært. Da Mussolini's stat brød sammen førte det til at de italienske tropper trak sig ud, men de blev straks efterfulgt af tyske. For så vidt gentog billedet sig, eftersom nogle albanere fandt det klogest eller i bedst overensstemmelse med deres egne interesser at samarbejde med tyskerne, men den politiske og militære modstand voksede imidlertid, og selv om det var svært lykkedes det at etablere en forenet front af kommunister og nationale kræfter der - med støtte fra jugoslaviske kommunister (og i nogen grad også med amerikansk og engelsk militær rådgivning) - kunne jage de tyske tropper ud af Albanien.

Den bedst organiserede og den mest beslutsomme del af modstandsbevægelsen var givetvis det albanske kommunistparti, som derfor fik meget stor indflydelse på den politiske dagsorden efter afslutningen af krigen. 11.1.1946 udråbte modstandsbevægelsen en ny uafhængig socialistisk republik. Når englænderne og amerikanerne affandt sig hermed var det fordi Albanien ikke betød så meget for dem i strategisk henseende, og fordi man lagde meget større vægt på og mange flere ressourcer ind på at skaffe sig kontrol over udviklingen i Grækenland og Italien.

Foto: Bjørn Andersen, 2003

Én af Hoxha-tidens utallige bunkere. Her på begravelsespladsen i udkanten af Tirana engang i november 2003. Meningen var at man skulle kunne forsvare sig i tilfælde af angreb udefra, og mange af bunkerne lå derfor sådan at man kunne bestryge et vigtigt område foran eller neden for bunkerne med maskingeværer eller geværer. Af tilsvarende grund blev der opmagasineret store mængder af lettere våben i depoter rundt omkring i landet. Tekst og foto: Bjørn Andersen, 2003.


Albanien under Hoxha. Gentagne udskiftninger af »patroner«

I den første tid efter krigen var det på tale at Albanien skulle indgå som republik i det nye Jugoslavien. Mange af de ledende jugoslaver fandt det mest hensigtsmæssigt, og mange albanere mente at det var en nødvendighed for at sikre Albanien både militært, økonomisk og politisk.

Men da der i 1948 opstod et skisma mellem Sovjetunionen og Jugoslavien, mellem Stalin og Tito, måtte albanerne vælge side. Nogle albanere - med én af de fremtrædende kommunistiske ledere, Koçi Xoxe, i spidsen - foretrak en »jugoslavisk« løsning, mens andre med Enver Hoxha og Mehmet Shehu i spidsen - foretrak en »sovjetrussisk« løsning og de var stærke nok til at sætte netop dén løsning igennem og til at eliminere Xoxe-fløjen, hvilket ikke kun skete politisk, men også fysisk. Koçi Xoxe blev fængslet og henrettet meget kort efter.

CIA har givet adgang til visse dokumenter om forholdene i Albanien og Kosovo (Kosova) fra tiden efter 2' Verdenskrig og frem til 1990'erne. http://miqesia.dk/erfaring/CIA-1952-10-20.pdf er et eksempel på et sådant dokument. Heri drøftes forholdet mellem Jugoslavien og Albanien. Kunne Jugoslavien erobre Albanien hvis man ville? Var det klogere at lade være med at forsøge? Som man kan se af dokumentet er der mange »hvide pletter«, dvs. passager som man endnu ikke ønsker at frigive, skønt Østblokken er faldet sammen for en del år siden, og skønt ingen af de nævnte lande (Albanien, Jugoslavien, Grækenland og Italien) er hvad de déngang var. I indledningen bemærkes at de hidtidige forsøg på at vælte Hoxha-regimet ikke er lykkedes, for emigrant-enhederne har været for svage og den albanske sikkerhedstjeneste for stærk. Længere nede i rapporten finder man følgende bemærkelsesværdige passager:
»The Yugoslavs could overtrow the Hoxha regime if they utilized their own forces of large numbers of Kosovars (an Albanian minority in Yugoslavia) for operations in Albania.

[...]

However, the Yugoslav leaders probably estimate that identifiable intervention would adversely affect their present favorable relations with the Western Powers, would complicate Yugoslavia's relations with her non-Communist neighbors, and migh provoke Soviet or Satellite retaliation.«

De følgende år blev Albanien omorganiseret i forståelse med Sovjetunionen. Der blev oprettet kooperative brug og statslandbrug. Der blev etableret industrivirksomheder og der blev etableret et nyt sundheds- og uddannelsessystem. Også militæret og politiet blev udbygget - og i løbet af forholdsvis få år stod det klart at kommunisterne sad stærkt på magten og at politisk og kulturel opposition ikke kunne accepteres. I dén tid var mange albanere på studieophold i østlandene, bl.a. i Moskva, og det albanske militær blev stærkt påvirket af sovjetrussiske militære doktriner. Man fik fly, kampvogne og ubåde fra Sovjetunionen og der blev etableret en ubådsbase i Vlora, hvilket gav Sovjetunionen mulighed for at være tilstede på en anden måde end ellers i både Adriaterhavet og Middelhavet.

Da man i Sovjetunionen påbegyndte opgøret med stalinismen omkring midten af 1950'erne, blev de albanske kommunister meget betænkelige. Om det - som de selv hævdede - skyldtes principielle politiske uoverensstemmelser eller om der også var andre bagtanker, kan være svært at vide, men i begyndelsen af 1960'erne svingede kommunisterne væk fra Khrusjtjov, som man fandt var ved at indordne sig under USA, og over mod formand Mao Zedong i Kina.




Socialrealistiske vinkler? I november 1960 kom det til et kraftigt ideologisk opgør på et internationalt kommunistmøde i Moskva; det var omtrent på dette tidspunkt at albanerne forlod den sovjetrussiske linie og - for en tid - allierede sig med kineserne. På dette albanske maleri - af Guri Madhi - er det »antydet« hvem der er venner og fjender. Khrusjtjov tager sig febrilsk til kravetøjet for at få luft, kineserne sidder roligt eftertænksomme, mens Enver Hoxha læser og påskriver. Khrusjtjov skrev: »[Da] vi begyndte at tage skridt imod en normalisering af forholdet til Jugoslavien [i 1954], var Albaniens holdning skadelig for os. Det albanske kommunistparti tog vores initiativ meget ilde op og hævdede, at man ikke kunne stole på jugoslaverne, og at de ikke var rigtige kommunister. Alt dette blev sagt nedladende, meget ondskabsfuldt og hadefuldt. Sådan var Enver Hoxha, han talte med stor heftighed, fortrak ansigtet og skar tænder. Albanien blev til sidst tvunget til at acceptere vore synspunkter. De havde intet valg. Vi så på Albaniens holdning i denne sag, som en storebror ser på en lillebror. Vi følte, at selvom de ikke forstod det nu, så ville de blive voksne en dag og forstå«. Nikita Khrusjtjov: »Uofficielle erindringer«, Munksgaard, København 1991, s. 136.


Khrusjtjov og den øvrige sovjetrussiske ledelse blev voldsomt irriterede på albanerne og iværksatte forskellige former for repressalier på det økonomiske område, så efter ganske kort tid var det indlysende at der ikke var nogen vej tilbage. Man måtte allliere sig tættere med kineserne - der i en vis forstand var behageligt langt væk, men som samtidig var rede til - i et vist omfang - at træde ind i stedet for russerne på det økonomiske område. Man støttede opbygningen af store vandkraftværker langs Drin i Nordalbanien, man etablerede en traktorfabrik i Tirana og man bistod med en videreudvikling af det albanske militær.

Alliancen mellem det store Kina og »det lille fyrtårn« i Europa - som mange betragtede Albanien som - varede kun omkring 15 år. I midten af 1970'erne krakelerede forholdet. Igen var grunden - ifølge den officielle albanske udlægning - at den store i parforholdet af strategiske grunde slog ind på en alt for USA-venlig kurs.




Under morbærtræet. Der blev taget mange billeder af Enver Hoxha. Hvert havde sit formål. Dette formentlig at vise at han var i god overensstemmelse med den ældre - og traditionelt levende - del af befolkningen.


Hver gang der skete et brud, først med jugoslaverne, så med russerne, så med kineserne, førte det til hurtige udrensninger i det albanske magtapparat. Hver gang var der nogle der blev fængslet - og adskillige blev henrettet, både i den politiske og i den militære ledelse.

Det er meget tænkeligt at denne fremgangsmåde - hvor logisk og machiavellisk den end var - samtidig førte til at mange albanere lærte at det var bedst at holde kæft og ikke at vise initiativ, hverken i politisk eller anden henseende.


Foto: Bjørn Andersen 1976

Man gjorde meget på landbrugsområdet. Der blev dyrket hvede og majs, solsikker, tobak, oliven og æbler - ofte på terrasser og undertiden på meget vanskelige jorder. Der blev anlagt kunstvandingssystemer og der blev produceret traktorer. Frem for alt blev der lagt planer; på landbrugsområdet havde man store vanskeligheder med at nå de af og til temmelig optimistiske mål - og derfor faldt der ofte brænde ned over dem der var ansvarlige - eller gjort ansvarlige. I »den russiske periode« forestillede Khrusjtjov sig at Albanien skulle koncentrere sig om at producere korn og og forskellige andre landbrugsvarer til Sovjetuionen og andre lande i Comecon. Fotos: Bjørn Andersen, 1976.


Foto: Bjørn Andersen, 1976    Foto: Bjørn Andersen, 1976


Årene fra midten af 1970'erne og frem blev særligt vanskelige. Der var ikke længere en »rig onkel« der kunne holde hånden over Albanien eller støtte økonomisk. Man stod fuldkommen alene.


Foto: Bjørn Andersen, 1976

Et lille privat marked. »Det er da ikke noget at fotografere«, sagde tolken. »Det er jo kun nogle tomater og så'en«. Foto: Bjørn Andersen, 1976.


Hoxha-styret havde nok altid haft symptomer på paranoia, men i denne periode blev det særlig udtalt - hvad enten denne paranoia var skuespil eller ej. Et kendt eksempel herpå var da én af de virkeligt »tunge drenge«, Hoxha's nære allierede fra krigens tid og gennem alle de senere omskiftelser og omsving, premierminister Mehmet Shehu døde i december 1981. Hoxha-styret forklarede at han havde begået selvmord efter at være blevet afsløret som tredobbelt hemmelig agent; blandt hans »virkelige arbejdsgivere« skulle have været så forskellige »størrelser« som Sovjetunionen, Jugoslavien og USA {Shehu}.

Sandheden var sandsynligvis helt anderledes. Shehu var formentlig nået til en opfattelse af at det var nødvendigt at skifte kurs, hvis ellers Albanien skulle udvikle sig økonomisk og socialt {Formodning}. Hans opfattelse var dermed i klar modstrid med de interesser som Enver Hoxha og kredsen omkring ham havde og med dén politik som de ønskede ført. Da det var tænkeligt at der var adskillige der tænkte som Shehu, fandt man det nødvendigt at dræbe ham selv, desuden at sværte ham til, at udrense flere af hans familiemedlemmer og bekendte, at henrette to af dem - og endda også at skjule hans lig. Det er først i de allerseneste år at hans søn har lokaliseret dét sted hvor han var blevet begravet.

       

Fem af en bunkers tilstandsformer: En forelsket mands gave til sin kone. Mål, prøvesten og beskyttelsesrum. Kirke efter diktaturets sammenbrud.
Klip fra Kujtim Çashku's film »Kolonel Bunker«.


Filmen »Kolonel Bunker«

Kujtim Çashku fortalte i 1996 den sælsomme historie om Muro Neto, der var oberst i den albanske hær. Lige før sin udnævnelse til general blev han gjort »vingeløs«, for det var déngang at alle militære grader og gradstegn blev fjernet. Nok skulle der stå officerer i spidsen for soldaterne, men de skulle ikke rage så meget ovenud at de kunne blive en trussel mod den øverste ledelse, og de måtte aldrig glemme at de var under stram politisk kommando. Ville de anfægte ledelsen var det med livet som indsats.

Obersten fik til opgave at lede bygningen af de 700.000 små og større betonbunkere der kom til at pryde det albanske landskab - og som betød at bygningen af boliger måtte udskydes. Han skulle tilmed sidde i én af disse bunkers, mens artilleriet skød mod ham, for at man kunne sikre sig at han kunne holde til dét han skulle, og at både han og bunkeren var støbt homogent.

Kunne man ikke bestå de prøver man blev underkastet, blev der foretaget kontant afregning på stedet.

Det er ét af filmens vigtigste temaer at albanerne måtte undertrykke deres følelser og virkelige synspunkter. Selv en så betroet kadre som oberst Bunker måtte rulle sig ind i badeforhæng når han skulle tale fortroligt med sin kone, Ana - polsk pianist med chopinsk anslag.

Oberstens dobbeltliv blev afsløret; han blev endnu engang forpuppet - nu ikke i et uskyldigt forhæng, men i en kiste - og efter at være blevet gjort mør hér blev han indrulleret som arbejder i ét af Hoxha's minefængsler. Hvordan der var dér kan man læse i John Frølich's artikler om Fatos Lubonja {Lubonja}; de var fuldt på højde med hvad Stalin tidligere havde leveret.

Çashku's film er et grundigt og godt komponeret arbejde. Dens blanding af realisme og surrealisme symboliserer Hoxha-styrets paranoide karakter og viser at man ikke kunne leve et virkeligt liv hverken som overflademenneske eller som puppe. Albanernes vigtigste fjende déngang var ikke Jugoslaverne eller Italierne, men Hoxha-styrets mafiaagtige ledelse {Kolonel Bunker}.


Social kontrol. Fletë rrufe

Foto: Bjørn Andersen, 1976

Hoxha-styret brugte mange forskellige metoder til at kontrollere samfundet og borgerne. Var der nogen der skejede ud, var én af metoderne at hænge dem ud på en flete rrufë, dvs på en plakat. Her er et eksempel fra Korça 1976. Plakaten hang bag en butiksrude - og der var lignende eksempler andetsteds i byen:

Partiet og kammerat Enver har sagt at spil er et negativt fænomen der ikke hører hjemme under socialismen. Men Kiço Avushka og Skender Furxhi har ikke kunnet styre sig; de har forladt deres arbejde i landbrugssektoren for at spille. Ikke alene har de opført sig dårligt, de har også påvirket andre unge mennesker. Måske har de ansvarlige ikke vist sig deres ansvar voksne? Har de ansvarlige kun interesseret sig for det rent tekniske og glemt deres moralske og politiske ansvar? Plakaten var underskrevet af 'Gruppen for Social Kontrol med Ungdommen'. Foto: Bjørn Andersen, 1976. Tak til Elmira Alija for hjælp til oversættelsen.



Tiden umiddelbart efter Hoxha 's død i 1985

Foto: Bjørn Andersen, 2003

»Pyramiden« i Tirana's centrum, lige ved Lana-floden og vis-a-vis den nye katolske katedral. »Pyramiden« blev oprindelig bygget som mausoleum og museum for Enver Hoxha, hans bunker post mortem. I dag bruges bygningen af forskellige medieforetagender, bl.a. TV-stationen top-channel - og desuden holdes der mange udstillinger dér, Hoxha selv er flyttet til en almindelig gravplads i udkanten af Tirana. »Pyramiden« blev tegnet af en gruppe arkitekter under ledelse af Hoxha's datter, Pranvera Hoxha, og hendes mand, Klement Koraneci. Pyramiden kan opfattes som et symbol på det stærke og stive kommunistiske hierarki i Hoxha-tiden der imidlertid krakelerede og faldt sammen - men tillige som et symbol på Berisha-tidens pyramideforetagender der også kollapsede, hvilket førte til at mange naive småsparere mistede deres midler. Foto: Bjørn Andersen, november 2003.


I 1985 var der et udvalg i Europa-Parlamentet der udarbejdede en betænkning om forholdet til Albanien {1985-betænkning, som PDF}. Man anbefalede at man forholdt sig positivt til et øget handelsmæssigt samarbejde med Albanien, selv om - eller måske netop fordi - det albanske samfund havde en helt anden karakter end de vestlige samfund. I betænkningen gives et kort rids over den albanske historie siden 2' Verdenskrig, og et sted gav man følgende sammenfattende karakteristik, der - så vidt jeg kan vurdere - er meget rammende:
»Albaniens temmelig stormfulde brud med de efter hinanden følgende beskyttere og de ideologiske grunde, der fremførtes herfor, eller af den yderst strenge opfattelse af national uafhængighed, som blev gjort gældende, gjorde stort indtryk på offentligheden og de internationale observatører. Det er sandt, at hver beskytter blev afløst af en anden, fjernere og derfor ufarligere, eller i hvert fald mindre farlig. Den virkelige grund til omlægningerne af Albaniens udenrigspolitik bør nok søges i de albanske lederes beslutning om ikke at tillade, at deres magt blev bragt i fare af en eller anden ny politisk linje, fastlagt af lederne i beskytterlandet.«

Foto: Mads Lund, 1997

Enver Hoxha's kiste blev senere flyttet til gravpladsen uden for Tirana. Foto: Mads Lund, 1997.



Sammenbruddet. Den kasino-kapitalistiske periode. Nyt sammenbrud

Da de andre lande i Østblokken var »faldet«, faldt også styret i Albanien. De grundlæggende årsager var formentlig af økonomisk og social art, men drivkraften var ideologisk og politisk. Landet var - sådan oplevede langt de fleste det - fattigt og tilbagestående, der var ingen i udlandet der støttede økonomisk, man havde ingen eksport af betydning (og mange af de tidligere importlande var ikke længere interesserede eller betalingsdygtige), og der var også vanskeligheder med at afsætte indenlandsk producerede produkter i selve Albanien.

Den kommunistiske præsident, Ramiz Alia (som anså den nuværende premierminister, Fatos Nano, for at være en »coming man«), forsøgte sig ad manøvreringens og kompromissets vej, men mislykkedes i den sidste ende og kørte fast. Samtidig var der mange - især i den yngre del af befolkningen - der stemte med fødderne og benyttede alle midler for at komme væk, først og fremmest til Italien - men meget gerne videre til USA.


   Foto: Mads Lund, 1997

Da det kommunistiske styre brød sammen var der tusindvis der forsøgte at komme til Italien og Amerika ... med og uden visum. Mange kom afsted på overfyldte plimsollere, men mange måtte vende tilbage igen efter at have siddet et stykke tid i en flygtningelejr i Italien. I årene derefter var der mange der prøvede at komme afsted med små motorbåde. I de allerseneste år er strømmen blevet begrænset - bl.a. fordi italiensk grænsepoliti i flere år havde en station i Albanien. I begyndelsen af 2004 skete der en trist ulykke i Adriaterhavet og adskillige omkom, da deres båd sank. Ulykken viser at der stadig er en vis trafik, og at der altid vil være nogle der er parate til at »hjælpe« hvis de kan opnå en fortjeneste.

Under urolighederne i 1996/97 søgte præsident Berisha - til at begynde med - at indsætte politi og militær, men det måtte han opgive, særligt da militærets våbenlagre var blevet plyndret. Foto af militærkøretøj: Mads Lund, 1997.


Der udviklede sig to politiske hovedkræfter, den ene samlet omkring hjertelægen Sali Berisha - der stammer fra Tropoja i det nordlige Albanien - den anden om kommunisterne, der snart tog navneforandring til Socialisterne og som også drejede kursen over i en euro-socialdemokratisk retning, under ledelse af økonomen Fatos Nano.

Perioden var karakteriseret af uforsonlighed og bi-polaritet. Når Demokraterne var ved magten, gjoirde alt hvad de kunne for at holde Socialisterne væk (tilsvarende gjorde Socialisterne når de var ved fadet), og efter et stykke tid fængslede man endog Fatos Nano for svindel med udenlandske støttemidler. Senere forsøgte man at udelukke tidligere fremtrædende kommunister fra at få offentligt embede.

Demokraterne var ikke en homogen gruppe. Efterhånden opstod der sprækker i partiet, og nogle af de mest fremtrædende figurer - som Sali Berisha anså for at være farlige konkurrenter - blev udskilt eller gik selv. Blandt dem var Genc Pollo der nu er leder af et reformdemokratisk parti og økonomen Gramoz Pashko.

På grund af de grundlæggende og meget omfattende sociale problemer endte »den demokratiske periode« med et sammenbrud. Den umiddelbare anledning var at nogle store pyramideforetagender {Pyramider} brød sammen.

Ligesom andetsteds i Østeuropa var der geschæftige folk der etablerede pyramideforetagender som lovede en høj og hurtig forrentning af indskudte midler. De første der investerede fik vitterligt store gevinster og det trak en ekspansion med sig, og der var adskillige - der i virkeligheden manglede til dagen og vejen - der ikke turde andet end at gribe chancen. De omsatte alt hvad de kunne og investerede. Det gik godt i en kort periode, men dén slags foretagender kan kun holde hvad de lover, når markedet ekspanderer, dvs. når der kommer nye investorer. Når nyindbetalingerne stagnerer eller falder, kan man ikke længere finde midler til at honorere investorernes forventninger, og så vil der begynde en bevægelse den anden vej. Lige så hurtigt pyramideforetagenderne var skudt op, lige så hurtigt faldt de sammen igen.

Den demokratiske regering kunne ikke stille noget op, og der gik mange rygter om at der var højtplacerede politikere der var involveret i foretagenderne.

Sammenbruddet af pyramideforetagenderne og den udbredte utilfredshed førte til at mange gik på gaderne for at protestere mod styret og i næste omgang for at få det fjernet. Lovløsheden herskede og de mange lokale våbenlagre - fra Hoxha-styrets tid - blev plyndret. Nogle af disse våben blev smuglet ud af landet, formentlig særligt til Kosova, andre blev gemt i Albanien for at man kunne beskytte sig selv og sin familie. Hverken den albanske hær eller politi forsøgte at forhindre oprøret - som endte med at mange politiske fanger, hvoriblandt Fatos Nano, blev løsladt og at NATO sendte tropper til landet, primært fra Italien, men også fra Frankrig og Danmark {Operation ALBA}.


Urolighederne førte bl.a. med sig at det Dansk-Albanske AMU-center i Vlora blev plyndret, se nærmere i artiklen om SiD's Albaniens-aktiviteter.



Magtskifte. Drabet på Azem Hajdari

Ved det efterfølgende valg kom Socialistpartiet til magten, og dén har man siddet på siden - til en vis grad i samarbejde med nogle af de små partier omkring midten. Der er i årene siden sket en vældig udvikling. Der er i langt højere grad tale om »ordnede forhold«, men der er - som nævnt i indledningen - mange og meget dybe problemer, dels fordi økonomien er meget svag og fordi en meget stor del af det økonomiske liv sker i den grå eller sorte sektor, dels fordi der er omfattende organiseret kriminalitet, korruption og trafficking.




Azem Hajdari.


Året efter skete der et opsigtsvækkende attentat uden for Demokraternes Partihovedkvarter i Tirana's centrum. Én af de mest fremtrædende demokratiske politikere, Azem Hajdari, og hans livvagt blev skudt ned og dræbt. Der gik mange rygter om hvem drabsmanden kunne være og der var spekulationer om hvor vidt Berisha var involveret, for forholdet mellem ham og Hajdari var ikke altid lige positivt. Det ser imidlertid ud til at Hajdari blev dræbt som led i en fejde der havde sine rødder på hans hjemegn, Tropoja-området i det nordlige Albanien. Drabet blev anledning til forskellige tumulter, fortrinsvis i Tirana, og den daværende premierminister Fatos Nano stak af til udlandet, hvad han er blevet bebrejdet flere gange siden, måske ikke så meget offentligt, som i det skjulte. Tumulterne blev bragt til ophør og regeringen genoptog sit arbejde, men nu under ledelse af Pandeli Majko.

Ligesom der har været store interne modsætninger i det demokratiske parti har der været modsætninger i det socialistiske. Flere fløje har kæmpet med hinanden, og nogle har søgt at »komme til fadet«. Pandeli Majko søgte at blive partiformand, men kom uoverens med Ilir Meta og måtte træde tilside. På et senere tidspunkt blev han forsvarsminister, og han synes at trives med at have netop dén position.

Senere var det Ilir Meta der blev skubbet til side, for han kom uoverens med Fatos Nano der på det tidspunkt var partiformand, og som i dén position skaffede sig større og større indflydelse. Nano var ikke medlem af regeringen, hvilket hang sammen med at han déngang ønskede at blive præsident - men dét mislykkedes fordi Berisha ikke ville acceptere ham, og fordi de »Internationale« af dén grund ønskede en anden kandidat, én der ville være bredt respekteret.

Efter adskillige »udladninger« mellem Nano og Meta blev der indgået våbenhvile. Fatos Nano overtog posten som premierminister, mens Ilir Meta blev vice-premierminister og udenrigsminister. Våbenhvilen holdt imidlertid ikke længe, så kom Meta og Nano igen uoverens, og Meta måtte fortrække - og til sidst melde sig helt ud af partiet, da han indså at han og hans gruppe af forbundsfæller ikke kunne få et ben til jorden. Nano havde indgået aftaler med de forskellige dele af partiet, hvilket dels eliminerede Meta's indflydelse, dels gav ham selv mulighed for at bevare sin position som partiformand og premierminister.

Nano har en solid basis i partiet og har demonstreret en udtalt politisk vilje og manøvreevne, og det er baggrunden for at han kunne etablere alliancen med de forskellige dele af partiet (og i øvrigt også med andre politiske samarbejdspartnere). Hverken Meta eller Majko har nogen særlig stærk basis, og det er grunden til deres perifere placeringer. Majko har valgt at samarbejde med Nano (som også synes at respektere ham), mens Meta valgte at gå på kollisionskurs, hvad der førte til at han tabte og står i risiko for ikke at have nogen politisk indflydelse af betydning i flere år fremover. Om han - og hans forbundsfæller - vil opnå genvalg ved parlamentsvalget til sommer er svært at sige [skrevet februar 2005].


Et forsøg på en sammenfatning

Siden 2' Verdenskrig har det været karakteristisk at den politiske ledelse har forsøgt at manøvrere, dvs. at opnå uafhængighed, politisk og økonomisk styrke ved at bevæge sig mellem skiftende samarbejdspartnere. Dén forholdsvis kortvarige periode hvor man forsøgte at stå helt på egne ben (nemlig fra man afbrød forbindelserne til Kina) endte med systemets sammenbrud. De væsentligste grunde skyldtes indre problemer og modsætninger, men sammenbruddet blev fremskyndet af udviklingen i de andre Østlande.

Der har været (og er fortsat) mange grundlæggende problemer med at få det albanske demokrati til at fungere. Der er sket tydelige fremskridt, men det er svært at tro at fremskridtene er stabiliserede. Sammenbruddet i 1997 er trods alt ikke særlig længe siden, det er først i de allerseneste år at det er lykkedes at få de to store grupper til at samarbejde rent teknisk med at få demokratiet til at fungere, og først for et par år siden besluttede Demokraterne at deltage i det parlamentariske arbejde efter at de havde boykottet det gennem længere tid.

Når det har været så svært at få etableret et virksomt demokrati i Albanien har det flere årsager. Én er at man tradtionelt har tænkt i helt andre baner end i parlamentarisk demokrati. Der har i fortiden, fx i landsbyforsamlingerne i bjergegnene, været praktiseret en vis form for klandemokrati, som dog var stærkt patriarkalsk og stærkt domineret af de ældste og af dem der havde største »styrke«, men det er ikke en form for demokrati der harmonerer godt med moderne parlamentarisk og politisk demokrati. Skillelinierne gik helt anderledes. Det er stadig sådan at mange almindelige albanere har langt større tiltro til de traditionelle bånd og forbindelser end til det moderne stats- og kommuneapparat.

Dertil kommer at Hoxha-styrets ledere sagde ét, men gjorde noget nær det modsatte. De sagde at de praktiserede et virkeligt demokrati til forskel fra dét skindemokrati der blev praktiseret i den Vestlige Verden, men i virkeligheden var praksis grundlæggende udemokratisk. Det var kun muligt at »avancere« hvis man i det grundlæggende accepterede det kommunistiske styre, så konsekvensen var at enhver der tænkte den mindste smule anderledes måtte lære at holde sin mund for at overleve.

Desuden kan man konstatere at dét billede som det kommunistiske styre gav af omverdenen var helt misvisende. Der var (og er) meget at kritisere i den Vestlige Verden, men den almindelige albaner vidste ikke for alvor noget om hvordan tingene var i Den Vestlige Verden (i den sidste del af Hoxha-styret kunne man dog snyde sig til at se italiensk fjernsyn), fx var det et meget beskedent fåtal albanere der havde mulighed for at komme udenlands og se tingene med egne øjne, og derfor havde de helt urealistiske forestillinger om hvordan man skulle bære sig ad med at fungere i en situation der var styret efter den Vestlige Verdens og markedets vilkår.

Efter Hoxha-styrets sammenbrud har man forsøgt at »skyde sig ind« på den nye verdensorden, der domineres af USA og EU. Det nuværende styre forsøger en afbalanceret udenrigspolitik: man støtter USA, men véd at den økonomiske fremtid ligger i en integration i EU. Det ser imidlertid ud til at man ikke er helt parat til at gøre hvad der er nødvendigt for at blive optaget i EU. Derimod gøres der en del forsøg på at kortslutte processen, dvs. at bruge gode venner og bekendte i USA, Tyrkiet og Grækenland til at fremskynde en optagelse.




TILFØJELSER


Stor-Albanien?




Den albanske Ali Ahmeti fra Makedonien på besøg hos premierminister Fatos Nano i Tirana februar 2005. På væggen bagved hænger et maleri der forestiller Frashëri-brødrene på besøg i Wien. De og deres ledsagere betragter Skanderbeg's hjelm og sværd. Officielt foto.


Med jævne mellemrum bliver der - fx fra serbisk side - talt om at dét som albanerne i virkeligheden ønsker er at etablere et Stor-Albanien. Nogle gange kan det se sådan ud, for den albanske regering udtaler sig jævnlig om forholdene på Balkan, men primært for at lægge en dæmper på »oprørske elementer«. Om dette er et spil for galleriet eller om man mener det fuldt oprigtigt, er meget svært at sige; måske er det mere korrekt at sige at den albanske politik er et forsøg på at manøvrere og at optræde afbalanceret mellem de forskellige kræfter i henholdsvis Kosova og Makedonien.

På den ene side så den socialistiske regering i Albanien overordentlig positivt på UÇK's aktioner i Kosova, på den anden side ønsker man at stå sig godt med præsident Rugova og hans midterorienterede politik.

På den ene side så man meget positivt på dét oprør som Ali Ahmeti i Makedonien var én af lederne af, på den anden side ønsker man også at stå sig godt med en anden albansk gruppering der ledes af Arber Xhaferri, for ikke at tale om præsident Branko Crvenkovski.

Når jeg ikke tror at man ønsker at »gå efter« et Stor-Albanien har det i det væsentlige tre grunde:
Fremtiden ligger ikke i en forenet albansk stat, for den vil - alt andet lige - primært vil blive en forening af økonomiske, sociale og politiske problemer og modsætninger.

Fremtiden ligger snarere i en optagelse i NATO og især i EU, og her vil spørgsmålet om en nationalstat slet ikke have den samme betydning som tidligere. Dette er et synspunkt der er udtrykt ved mange lejligheder, ikke mindst af Fatos Nano. Man kan tilføje at med en optagelse af både Kosova, Albanien og Makedonien vil det samvirke der allerede findes i dag på det politiske og kulturelle plan kunne videreudvikles og få flere aspekter-

Endelig står det klart for de fleste albanske politikere (i Kosova, Albanien og Makedonien) at en promovering af et Stor-Albanien ville virke stærkt negativt på de politiske kræfter i USA og Europa man skal samarbejde med for at opnå en optagelse i NATO og EU. (Dette skal ikke forstås som et afgørende, kun som et supplerende argument).

Se i øvrigt: Bjørn Andersen: »Kosóva's fremtid«




Mother Teresa og de religiøse forhold i Albanien


Foto: Bjørn Andersen, 2004

Indvielsen af Mother Teresa-statuen ved Universitetet i Tirana. Foto: Bjørn Andersen, december 2004. På billedet ses bl.a. en fremtrædende Bektashi (tv, iført grøn klædning), statsminister Kjell-Magne Bondevik fra Norge, ærkebiskop Rrok Mirdita (ærkebispedømmet Tirana-Durrës), præsident Alfred Moisiu, generaldirektør Koïchiro Matsuura (UNESCO), præsident Crvenkovski (Makedonien), fader Arthur E. Liolin (med ansigtet mod statuen; fader Liolin tilhører den særlige albansk-katolske kirke i USA). Desuden kan man ane præsident Svetozar Marovic (Serbien-Montenegro) og præsident Stjepan Mesic (Kroatien). Allerbagest - bag præsident Moisiu - den franske ambassadør i Makedonien og én af sikkerhedsvagterne.


Det store flertal af albanerne er muslimer, men på en forholdsvis afslappet måde. I Tirana og oppe i nord er der en del katolikker, mod syd en del ortodokse.


Religiøs orientering i 1944 Anslået antal
indbyggere 		Anslået andel af
befolkningen (pct.)
Muslimer 826.000 70
Heraf Sunni'er [600.000] [51]
Heraf Bektashi'er (retning af moderat observans) [220.000] [19]
Ortodokse 212.500 18
Romersk-katolske 142.000 12
I alt 1.180.500 100


Kilde: ALBANIA / a country study / Federal Research Division / Library of Congress / Edited by Raymond Zickel and Walter R. Iwaskiw / Research Completed April 1992 - se: http://lcweb2.loc.gov/frd/cs/altoc.html og (mere specifikt): http://lcweb2.loc.gov/cgi-bin/query/r?frd/cstdy:@field(DOCID+al0055). Materialet vedrører situationen i 1944. Tallene er meget usikre. Der haves ikke tilsvarende, endsige pålidelige, tal for de følgende år.



Fra 1967 og frem til Hoxha-styrets sammenbrud var religionsudøvelse forbudt, moskéer og kirker blev lukket og evt. omdannet til andre formål. Hoxha-styret ville ikke acceptere konkurrence fra kirkerne, endsige fra Vatikanet i Rom.

»The state recognizes no religion whatever and supports atheist propaganda for the purpose of inculcating the scientific materialist world outlook in people. « (Albaniens Forfatning fra 1976, artikel 37).

-

»The creation of any type of organization of a fascist, anti-democratic, religious, and anti-socialist character is prohibited.

Fascist, anti-democratic, religious, war-mongering, and anti-socialist activities and propaganda, as well as the incitement of national and racial hatred are prohibited.« (Albaniens Forfatning fra 1976, artikel 55).

Der er udbredt enighed om at der hverken før Hoxha-styret eller nu har været tilfælde af religiøse overgreb. Tværtimod er det indtrykket at de forskellige trosretninger i dag lever overordentlig fredsommeligt med hinanden og med staten {USA-Human-Rights}.

Mother Teresa er en central figur i det moderne Albanien, sådan var det i Hoxha-perioden, og sådan er det i endnu højere grad nu. Mange albanere er stolte over hende, og præsidenten og regeringen fejrer hende gerne; måske er dette ikke helt uden politiske bagtanker? Se nærmere om Mother Teresa på: http://bjoerna.dk/albanien/Teresa.htm

I 2003 og 2004 har der været afholdt to internationale konferencer i Tirana om religiøs og etnisk tolerance - se nærmere på: http://bjoerna.dk/tolerance/ og http://miqesia.dk/Summit-2004.htm.




NOTER


1) Bjørn Andersen er cand.mag. i dansk og kultursociologi. Har siden 1999 udgivet det elektroniske ugebrev »Sidste Nyt fra Albanien, Kosóva og Makedonien« og bøger om Albaniens og Kosóva's historie, fx. »Krudttønden i baghaven« (1999), »Fra Kosovo til Kosóva« (1999) og »Albanske Studier« 1-2 (2002). Har endvidere udgivet »Danske Lov 1683« på CD (2003) og arbejder nu på en bog om Ludvig Holberg: »Et åbent sind«, der handler om hans filosofi og hans tanker om natur- og folkeret. Det næstfølgende projekt vil dreje sig om sædvaneret. Hjemmeside: http://bjoerna.dk


relationer) Der er et par - indirekte - »forbindelser« som ikke er helt uinteressante:
I) Normannerne slog sig ned i Syditalien i begyndelsen af 1000-tallet og grundlagde senere et kongedømme på Sicilien og i Neapel der spillede en rolle i Middelhavs- og Adriaterhavsområdet frem til ca. 1250. Som Hans Lyngby Jepsen beretter i »Korset og nymånen. Normannerne i Syden« (1986) nedstammede normannerne fra vikingerne. Han skriver s. 255: »Nord og Syd [Italien] skilles af historien. Det mærkværdige er netop at forhenværende nordboer, mænd med oprindelse i Skandinavien, bidrog til den udvikling. De trak ikke Sicilien mod deres Europa, men lod øen frit drive i det hav der er Europas sydgrænse.«

I slutningen af 1200-tallet deltes kongeriget; Neapel (Napoli) gik til Charles af Anjou; i 1443 blev Sicilien og Neapel genforenet under Alfonso 5 af Aragonien (benævnt Kongen af de to Sicilier 1443-1458). Han og hans søn, Ferdinand I, samarbejdede med Gjergj Kastrioti Skanderbeg fra Albanien. Fra omkring 1500 var Napoli-Sicilien et vicekongedømme under den spanske konge.

II) En meget senere »forbindelse« opstod i slutningen af 1600-tallet. Én af de fattigere holstenske hertuger, Georg Christian von Holstein (Georg Christian af Sønderborg), der tilhørte en særlig katolsk gren, havde meldt sig som officer under den østrigsk-ungarske kejser og var avanceret til generalmajor og næstkommanderende under general Piccolomini i et felttog mod tyrkerne i 1689/90. Felttoget fandt sted ikke så mange år efter at tyrkerne forgæves havde belejret Wien under ledelse af en tyrkisk-albansk general.

Felttoget gik ind i det nuværende Kosovo, men kørte hurtig fast. Piccolomini og mange af soldaterne omkom af pest, og resten blev jaget på flugt af tyrkiske tropper og formentlig også af albanske guerillaer. Tilbagetoget blev ledet af Georg Christian von Holstein og med ham fulgte mange serbere og den ortodokse patriark. Georg Christian von Holstein faldt i 1691 i et slag med tyrkerne.

Slesvig-Holsten) Hvilken statsretlig status Slesvig og Holsten havde har i lange tider givet anledning til hovedbrud, provokationer og konflikter. Begge områder var hertugdømmer; de Slesvigske Hertuger havde den danske Konge som overherre; de Holstenske den tyske Kejser. Formelt set var forholdene imidlertid langt mere indviklede.

I 1848 var der stærke kræfter i Hertugdømmerne der ønskede en forening, en optagelse i Det Tyske Forbund - og en fri forfatning. I København var der mange der også ønskede en fri forfatning, men for et forenet Danmark og Slesvig. Parolen var: Danmark til Ejderen. De forskellige uoverensstemmelser førte til oprøret i 1848 og til de forskellige krige i midten af 1800-tallet, kulminerende med krigen i 1864.


FN) Danmark er medlem af Sikkerhedsrådet fra 1.1.2005 til 31.12.2006. Udenrigsministeriet har etableret en særlig side om medlemsskabet: http://www.sikkerhedsraadet.um.dk/da/Forside.htm.


DK-i-Kosovo) Danmark er synlig på mange forskellige måder i Kosovo. Siden 1999 har vi deltaget i KFOR. Søren Jessen-Petersen har siden august 2004 været SRSG, dvs. været Kofi Annan's særlige repræsentant og dermed den øverste internationale tovholder; for nogle år tilbage var det Hans Hækkerup der havde samme bestilling. Peter Sørensen leder EU-kontoret i Prishtina. Endelig er Kai Vittrup fornylig blevet chef for den internationale politistyrke.


Dalgas) Hans søn, Ernesto Dalgas, gik ganske andre veje og skrev de ejendommelige bøger »Lidelsens Vej« og »Dommedags Bog«.


Tvangsrekruttering) Adskillige danske i den tyske del af Sønderjylland blev indrulleret i den tyske hær - og mange omkom.


Handelsunderskud) I begyndelsen af 2005 skrev Albaniens Statistik:
»In September of 2004 export and import rise compared with the pervious month of 2004. Export increased from 3511 mln leks to 5372 mln leks (53%) and import increased from 18576 mln leks to 20504 mln leks (10%). During in this month, the humanitarian aid are 210 mln leks. Trade deficit for this month is 15132 mln leks signing an increase of 0.4 per cent comparing with the previous month. Trade with the EU countries is 70.7 per cent. The main trade partners for this month remains Italy and Greece. Export to Italy is 72 per cent and import 29.9 per cent. While the export to Greece is 12.2 per cent and import 19.7 per cent. Comparing the data of this month with the previous month for some main countries and group of products we have:

Export of “Leather and leather manufactures” increased from 32 mln leks to 113 mln leks (252%),”Wood manufactures and article of papers” increased from 92 mln leks to 190 mln leks (106%), “Textile and footwear” increased from 1854 mln leks to 3241 mln leks (74.8%), while export of “Minerals, fuels, electricity” , decreased from 139 mln leks to 131 mln leks (5.7%).

Export to Italy, Slovenia, Germany, Kosovo, etc. increased, while export to Sweden, Turkey, Greece, Macedonia, Romania, etc. decreased.

Import of “Leather and leather manufactures” increased from 181 mln leks to 480 mln leks (165%), “Textile and footwear" increased from 1647 mln leks to 2564 mln leks (55.7%), “Machinery, equipment, spare parts” increased from 3910 mln leks to 4393 mln leks (12.4%), while import of “ Construction materials and metals ” decreased from 2830 mln leks to 253 mln leks (10.6%).

Import from Russian, Italy, USA, Great Britain, Greece, Macedonia, etc. increased, while import from China, Spain, Turkey, Germany, etc. decreased.

Indicator of specialization is the difference between the percentage of export for each product to total and percentage of import for each product to total. This indicator is calculated for the group products of the nine sections of Harmonized System (HS). On first quarter of 2004 increase of this indicator is noted on the group “Textile and footwear”.«

OECD) OECD har i 2004/2005 - i forståelse med regeringen - foretaget en undersøgelse af den uofficielle økonomi.


Korruption) Dette afsnit bygger på informationer fra internationale organisationer der arbejder i Albanien, fra venner og bekendte »downthere« og her i byen, på egne iagttagelser og på uformelle interviews i Tirana.


Via Egnatia-1) Se kort på: http://www1.oecd.org/cem/online/infrastr03/RoadCorrVIII.pdf
MEETING OF THE MINISTERS OF TRANSPORT OF CORRIDOR VIII COUNTRIES

Tirana 31 March, 2004

JOINT DECLARATION

Upon the invitation of the Minister of Transport and Telecommunications of the Republic of Albania, the Ministers of Transport of the countries that are signatories of the Memorandum of Understanding and the representative of the European Commission met in Tirana on 31 March 2004 with the aim of examining the current state of progress and to promote concrete initiatives for the development of the infrastructure and operation of the Corridor VIII.

Appreciating the progress achieved by the countries of Corridor VIII in the process of implementation of the Corridor infrastructure projects and transport reform in general,

Addressing the European Parliament and the European Commission to include Corridor VIII projects as major priorities for the European Union investment programmes for the near future,

Appreciating the efforts made by Italy during its EU Presidency, to give greater importance to Corridor VIII projects,

Expressing their conviction that the progress of the countries of the region towards EU integration to bring improvements to the regulatory and institutional framework will at the same time create the necessary conditions for a better operation of the Corridor VIII existing infrastructure,

The Ministers discussed the current state and the possibilities to accelerate the implementation of the Memorandum of Understanding signed on 9 September 2002 in Bari and the construction of the Corridor VIII with the main focus upon transport infrastructure, in the light of the agreement reached by the Ministers of Transport of Corridor VIII, at the meeting held in Bari on 18 September 2003 as set out in the “Bari Declaration”.

The Ministers stressed the need for closer collaboration and coordination of effort between the Corridor VIII countries in order to identify joint priority investment projects with the highest possible functional and economic efficiency.

The Ministers stressed the need to increase the role and the activity of the Corridor VIII Steering Committee and Secretariat with the main purpose of expediting the steps towards creating the necessary conditions for joint investment projects to be submitted and launched in the shortest time possible.

The Ministers urge donor organisations to support the interested countries in examining and providing solutions for the rapid elimination of the present bottlenecks and missing links along the Corridor VIII.

The Ministers emphasise the need for the creation of a suitable climate to attract private investments in the development of Corridor VIII infrastructure with the main focus placed on public private partnership type projects.

The Ministers appreciate the initiative of the Government of the Republic of Bulgaria to hold a meeting of the Prime Ministers of Corridor VIII in Bulgaria, devoted to the next steps towards the overall construction of Corridor VIII.

The Ministers express their appreciation for the initiative of the Albanian Government for organising and hosting this meeting in Tirana, and agree on the need to continue periodically with further political and technical collaboration.


Mr. Spartak POÇI, Minister of Transport and Telecommunication

Mr. Nikolay VASSILEV, Deputy Prime Minister and Minister of Transport and Communications

Mr. Pietro LUNARDI, Minister of Infrastructure and Transport

Mr. Agron BUXHAKU, Minister of Transport and Communications

Mr. Pantelis CARCABASSIS, Ambassador, Representing the Ministry of Transport and Telecommunications

Mr. Lutz SALZMANN, Ambassador European Commission Delegation, Tirana

Tirana, 31 March 2004

Fast mand) Dansk Politi vil etablere en fast »mand« i Tirana for at styrke indsatsen mod organiseret kriminalitet fra Albanien og andre Balkanlande, jf. følgende nyhedstelegram fra begyndelsen af januar 2005: »De nordiske lande og i særdeleshed Danmark er et mere og mere centralt interesseområde for kriminelle serbiske og albanske netværk, som arbejder sammen med herboende folk fra Balkan. Vi forstærker fokus på dem og sender derfor en dansk politimand til Tirana,« siger chefkriminalinspektør Troels Ørting Jørgensen, Rigspolitiet.


Illyrerne) Jf. John Wilkes: »The Illyrians«, 1' udgave 1992, mit eksemplar er en paperbackudgave fra 1995, udgivet af Blackwell , Oxford, England og Cambridge, Massachusetts, USA . Wilkes er tilbageholdende med at fastslå en direkte forbindelse.


Via Egnatia-2) Jan Bo Hansen fulgte Via Egnatia i 2002 og havde fire artikler herom i »weekendavisen« (2.7.-12.8.2002). Han skrev bl.a.: »Vejen blev anlagt af den romerske proconsul, Gnaius Egnatius, fra 146 f. Kr. til 120 f. Kr., og gennem mange århundreder var det den store forbindelsesvej mellem øst og vest, brugt af romerske hære og kolonisatorer, siden af østromere og af normanniske og osmanniske erobrere«.


Solsortesletten) Man kan læse nærmere om slaget og tiden i Konstantin fra Kostenec: »Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned«, oversat og kommenteret af Gunnar Svane, udgivet af Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse, Munksgaard, København 1975. 'Despot' betyder vel nærmest 'Konge' eller 'Storfyrste'.


Devshirme) Devshirme- eller gidselsystemet er omdiskuteret i litteraturen. Sandsynligvis blev det benyttet i forskellige varianter. I nogle tilfælde var der nærmest tale om at gidslerne blev fjernet med magt og taget »i forvaring«, i andre tilfælde var der måske snarere tale om at vasallerne ønskede at deres sønner skulle uddannes og avancere ved det osmanniske hof. Om den osmanniske tid kan læses i Henning Mørk's bog: »Balkan under Tyrkisk Herredømme 1350-1800«, Aarhus Universitetsforlag 1998.


Sk:beg) Skanderbeg og Danmark. Jeg er blevet spurgt om 'Skanderbeg' og 'Skanderborg' har noget at gøre med hinanden. Svaret er et klart nej. Det fremgår alene af at man brugte stednavnet 'Skanderborg' - fx i forbindelsen Skantorpborg - længe før Skanderbeg blev født og hans navn 'konstrueret'. Det består af segmenterne: Skan(d) + [evt. -torp] + det efterhængte borg. Skan(d) er sandsynligvis et mandsnavn, torp er betegnelsen for en udflytterbebyggelse og borg giver sig selv. Jeg er ikke klar over om Skan(d) kan være en afledning af Skaane. I så fald ville 'Skanderborg' betyde: Borgen ved Skantorp, som er dén bebyggelse som Skåningen anlagde. Navnet Skanderbeg stammer fra tyrkisk. Det består af segmenterne: Iskender eller Skender - der svarer til: Alexander - og det efterhængte beg der betegner en højtstående officer. Skanderbeg betyder ca: General Alexander.

Foto: Bjørn Andersen, 2003

Klik på billedet hvis du vil have det forstørret.


Arkæologen Peter Pentz har på Nationalmuseet »genfundet« en seglstampe der ifølge sin indskrift var Skanderbegs. Om den virkelig var dét har man ingen sikker viden om, men sandsynligvis er der tale om en stampe der er produceret i tiden efter Skanderbeg's død, muligvis engang i 1500-tallet. Engang i 1600-tallet blev det købt af en udsending for Christian IV for at indgå i hans kunstkammer. Se nærmere herom på: http://miqesia.dk/arrangementer.htm#Pentz.


   

Klik på billederne hvis du vil have dem forstørret.


Ludvig Holberg var meget optaget af Skanderbeg og skrev om ham i sine 'Heltehistorier' (1739). Holberg's tekst kan findes på: http://bjoerna.dk/albansk-historie/Holberg.htm. Holberg vurderede Skanderbeg overordentlig højt fordi han på éngang var ydmyg og mådeholden og overordentlig effektiv som hærfører i sine talrige kampe med tyrkerne. Når netop Skanderbeg og krigene med tyrkerne fik Holberg's opmærksomhed, skyldtes det givetvis at tyrkerne på hans tid stadig måtte anses for at være en mægtig modstander. Så sent som i 1683 havde tyrkerne belejret Wien, omend det var forgæves; senere fulgte en krig i Kosovo og yderligere kampe.


Barletius) Den klassiske filolog, professor Minna Skafte Jensen, har analyseret Barletius' biografi, se nærmere på: http://scanderbeg.dk/Barletius.pdf [dansk version som pdf-fil].


Noli) Jf. Fan Noli: »George Castrioti Scanderbeg«, International Universities Press, New York, 1947. Fan Noli var biskop for den særlige Albanske Kirke i USA (den Albanske Kirke er i familie med den Græsk-Ortodokse Kirke). Han blev født 6.1.1882 i Tepe - dengang en Albansk landsby i nærheden af Adrianopel, det nuværende Edirne - men kom til USA i 1906 hvor han slog sig ned. Han blev uddannet i Harvard og Boston i litteratur, musik og historie og opnåede en ph.d.-grad. Han blev præsteviet i 1906 og blev biskop i 1923. Fra 1920 til 1924 repræsenterede han Albanien i Folkeforbundet og blev derefter - i en kort periode på ½ år - leder af en venstredrejet albansk regering. Hans regering blev skubbet til side af Ahmed Zogu, der i en måneds tid var premierminister, hvorefter han blev præsident og senere konge. Efter nogen tid vendte Fan Noli tilbage til USA hvor han genoptog sit embede som biskop og sin skribentvirksomhed.


Folkefortællinger) Se nærmere på Robert Elsie's side: http://www.elsie.de/pub/b23.html. Bogen om folkefortællingerne kan downloades som zip-fil fra: http://www.elsie.de/pub/download_b/B2001AlbFolktalesLegends.zip. Se også Elsie's artikel om Kadare's gengivelse af Rozafat-fortællingen på: http://www.elsie.de/pub/download_r/R1997KadareBridge.pdf. En præsentation af Robert Elsie kan findes på: http://www.elsie.de/.


Byron) Se evt. min bog »Krudttønden i baghaven«, s. 62-67.


Lear) Se fx Marco Graziosi's Lear-site: http://www.nonsenselit.org/Lear/index.html. Blandt rejsebøgerne er én fra Korsika, én fra Syditalien og én fra Albanien og Grækenland. Man kan læse nærmere om Edward Lear i mine bøger: »Albanske Studier« bd. 1-2, se: http://bjoerna.dk/albansk-historie/studier-2002.htm. Lear malede fremragende fugle- og blomsterbilleder. Også hans landskabstegninger er gode.


Durham) Bogen kan læses på internettet: http://digital.library.upenn.edu/women/durham/albania/albania.html. Man kan læse nærmere om Edith Durham i »Albanske Studier« bd. 1-2, se: http://bjoerna.dk/albansk-historie/studier-2002.htm.


Fejder) Se afsnittet om slægtsfejder og blodhævn.


ML) Mads Lund var i Albanien for SiD (der senere er fusioneret med KAD og blevet til 3F). Mads fortæller at mødet fandt sted i Påsken 1998 i Valbona-dalen i det nordligste Albanien. Valbona ligger ikke så langt fra Bajram Curri.


Kosova) Når jeg i denne artikel (fortrinsvis) bruger den albanske skrivemåde Kosova - der udtales Kosóva - frem for den ofte brugte Kosovo, som er serbisk, skyldes det at befolkningsflertallet - i det mindste nuomstunder - er albansk. Muligvis har flertallet engang været serbisk, muligvis albansk, men det ved man ikke sikkert. Mange Kosovo-serbere flygtede i 1689 da de østrigsk-ungarske tropper blev drevet tilbage - se i øvrigt {relationer} - og det tyder på at serberne udgjorde en minoritet såvel før, men naturligvis især efter flugten. Hvad enten der engang var serbisk flertal eller ej er det et faktum at der er mange ortodokse kirker og klostre i Kosovo/Kosova, og at Kosovo i 1300-tallet blevet styret af en serbisk fyrste.


Magnussen) Fritz Magnussen's krigsberetning kan læses på: http://bjoerna.dk/albansk-historie/1912.htm. Beretningen er fundet frem af Palle Rossen der også har skrevet en indledning.


Shehu) Enver Hoxha udtalte sig i 1982 således om sin gamle forbundsfælle:
»Det var netop på partiets og folkets enhed, at også Mehmet Shehu, en af det socialistiske Albaniens farligste forrædere og fjender, brækkede halsen. Han var mange gange blevet kritiseret af partiet for sine alvorlige fejltagelser, men det var lykkedes ham at dække over sig. De dokumenter, der er blevet fundet, samt en ubestridelig bevisbyrde beviser, at han fra før krigens tid havde arbejdet for den amerikanske efterretningstjeneste. Under krigen og efter befrielsen kæmpede og arbejdede Mehmet Shehu i Albanien som lejesoldat i fremmedes sold og efter deres ordrer. Allerede fra han var i den 1. Brigade, blev han hyret af den jugoslaviske efterretningstjeneste (OZNA, i dag UDB) og senere af det sovjetiske KGB, og han tjente nidkært dem alle. Han og den gruppe af komplotmagere, der var knyttet til ham, og som nu befinder sig i myndighedernes hænder og er ved at blive udforsket, handlede på ordrer og direktiv fra udenlandske spionagecentrer, specielt CIA og UDB. De arbejdede på at knuse partiet og folkets statsmagt og sætte Albanien under fremmed åg. Mehmet Shehu og hans forbundsfæller var forberedt på at begå alvorlige forbrydelser for at gennemføre de undergravende gangsterplaner, som blev udarbejdet af deres herrer i Washington, Beograd og andetsteds. Mehmet Shehu havde af det jugoslaviske UDB fået ordre til at myrde centralkomiteens førstesekretær og andre parti- og statsledere samt til at tage terroristiske metoder i anvendelse for at knuse alle dem, der ville stå op mod dette store forræderi. Hvis de ikke var i stand til at gennemføre deres kriminelle hensigter, så hænger dette sammen med deres store frygt for folket og partiet og disses stålfaste enhed, som ikke tillader nogen fjende, hvor snu og djævelsk han end er, at manøvrere. Mehmet Shehu var aldrig i stand til at forandre eller forvrænge partiets linie, for hvis han forsøgte at gøre det, ville han straks blive afsløret. Da Mehmet Shehu blev fanget mellem på den ene side ordrer fra UDB, som jorden brændte under i Kosova, og på den anden side frygten for partiets og folkets enhed, så han intet andet alternativ end selvmordets skændige vej.«

Fra Enver Hoxha: »Tale til vælgerne i Tirana 10.11.1982«. Udgivet af Venskabsforeningen Danmark-Albanien, 1983.
En nærliggende konklusion kunne være at det enten var lykkedes Shehu og forbundsfæller at »snøre« Hoxha og den øvrige ledelse gennem mere end 40 år - eller også at det er Hoxha der nu - i 1982 - forsøgte at »snøre« sin tilhørere og læsere.


Formodning) Om denne formodning er korrekt eller ej, ved jeg ikke. Jeg bygger den især på dén måde som Hoxha-styret forklarede dødsfaldet på, men også på at Hoxha og kredsen om ham i årenes løb havde fremtrådt tydeligt dogmatisk - samtidig med at de pragmatisk skiftede kurs, den ene gang efter den anden. Mehmet Shehu var en aktiv part i dette spil, men spillede en noget mere anonym og tilbageholdende rolle end Hoxha og mange andre i hans nærhed.

Hvis nogen skulle vide »noget« eller som har en god idé, hører jeg gerne.


Lubonja) Se: John Frølich: »Fatos Lubonja's dagbog« og »17 år i monsterets gab. Den albanske forfatter Fatos Lubonja blev politisk fange som ung
og tilbragte 17 år i fængsler og fangelejre«.


Kolonel Bunker) Tadrart Film der distribuerer »Kolonel Bunker« skriver:
Enver Hodja a dirigé l'Albanie pendant près de quarante ans. Après avoir rompu avec Belgrade pour se rapprocher de l'URSS, puis frayer avec la Chine et abandonnné Moscou, pour s'enfermer définitvement, Enver Hodja a commis purge sur purge. Dictateur suprême, c'était l'un des dirigeants du bloc communiste le plus totalitaire et intransigeant. L'Albanie a vécu sous son joug une "paranoïa" quotidienne... Le système Enver Hodja a survécu sept années après sa mort. Après une "mini révolution", l'Albanie a élu un président et s'est -après presque un demi-siècle- ouvert au monde.L'Albanie est un pays ravagé, défiguré par des "bunkers", symboles de ce pays sous le joug d'un dictateur fou.

Le colonel Muro Neto, héros du film, a été le jouet de Enver Hodja qui l'avait chargé de protéger le pays contre l'ennemi omniprésent. Ce Kolonel Bunker est le personnage symbole de ce pays.

1950-1960 en Pologne

Muro Neto suit de brillantes études militaires, il rencontre Ana Jakubowska, une passionnée de piano. Il en tombe amoureux, ils se marient . En 1960, ils viennent vivre en Albanie, pays de Muro Neto.

1961 en Albanie

Choisir de vivre en Albanie, c'est rompre à jamais avec l'extérieur. Ana Jakubowska décide de rester avec son mari dans ce pays et coupe toute relations avec sa famille en Pologne.

1974 en Albanie

Muro Neto est chargé de défendre le pays contre un ennemi invisible. En qualité de grand stratège militaire, il décide que la "bunkérisation" est la seule parade à une attaque surprise. Muro Neto érige près de 800.000 bunkers ; la population est soumise à des alertes d'attaques soudaines et irraisonnées. La paranoïa grandit. Muro Neto a disparu pour laisser place au Colonel Bunker. Monstre de l'appareil communiste, le Colonel Bunker détruit tout sur son passage, ferme les yeux sur les procès et les éxécutions sommaires. Il se sent investi d'une mission de défenseur suprême du pays.

Sa femme, impuissante, assiste à la montée de la folie paranoïaque de son mari.

Elle se réfugie dans son amour pour Chopin et dans la religion déclarée illégale par Henver Hodja.

Cast : Agim Qirjaqi, Anna Nehrebecka, Viktor Zhusti, Cun Lajci, Kadri Roshi, Xhevat Nimani, Malaj Petrit, Alma Rambi, Maurice Nash

A film by : Kujtim Cashku

Production : 3B Productions (France), Alba Film Studio (Albanie), Studio Filmmowe Dove (Pologne)

Distribution : Tadrart Films

In theater: October 6th 1999

www.tadrart.com/en/films/kolonel_bunker/

Awards

1998:

VENISE: Cict - Unesco Award "Enrico Fulchignoni" 1997:

OSCARS: Official Albanian Entry

IZMIR: Special Jury Prize

SAINT ETIENNE: Grand Prize

1996:

BASTIA: Critic's Prize

MONTREAL: Official compétition

1985-betænkning) Se: http://scanderbeg.dk/erfaring/Europa-Parlamentet-Albanien-1985.htm.


Pyramider) Se nærmere i Christoper Jarvis: »The Rise and Fall of Albania's Pyramid Schemes« i: IMF's »Finance & Development«, March 2000, s. 46-49.


Operation ALBA) Se herom i Søren Knudsen's artikel: »Den danske indsats i »Operation ALBA««: http://scanderbeg.dk/erfaring/soeren_knudsen_1997.htm.


USA-Human-Rights) Se evt. Albansk Almanak 2005 pdf-version på CD - Om officiel Amerikansk Human Rights-rapport.