Miqësia's Erfaringsprojekt


Den danske indsats
i »Operation ALBA«


Af major Søren Knudsen



Artikel i »Militært Tidsskrift« 1997

Miqësia er albansk og betyder venskab



Kontaktadresse: information@miqesia.dk




Folketinget besluttede 02 MAJ 1997 at udsende et dansk bidrag på 59 soldater til Albanien. Det danske kontingent (DANCON) indgik kort tid derefter i den alt i alt ca. 7.300 mand store, italiensk ledede "Forza Multinazionale di Protezione" (FMP). Styrken var i øvrigt placeret under "operativ kontrol" af en fransk bataljon, med ca. 950 soldater, der løste sine opgaver med udgangspunkt i lejren syd for havnebyen Durrës. Artiklens forfatter, Major Søren Knudsen, fungerede som chef for det danske kontingent. Majoren har tidligere på sæsonen holdt foredrag i Krigsvidenskabeligt Selskab. Artiklen fremstår som et bearbejdet manuskript til foredraget.


INDLEDNING

Man skal altid foretage en analyse af opgaven og de situationsdannende faktorer, men Maréshal Foch's enkle, men meget kloge spørgsmål: "De quoi s'agit il"? trængte sig alligevel nok mere på "end normalt", hvis man kan bruge den formulering, da krisen i Albanien begyndte at tegne sig som en ny udfordring for det danske forsvar. Sandheden er jo, at Albanien reelt set var ukendt for langt de fleste europæere. Det viste sig i øvrigt hurtigt, at krisen i Albanien var anderledes, og ikke umiddelbart den vi ventede, eller specifikt forberedte os på, forud for udsendelsen. Det er derfor næppe heller forkert at konstatere, at krisen i sig selv, og dens opslåen, udgør en del af erfaringerne. Af denne grund fokuserer indlægget på tre områder:
- Et billede af det albanske samfund og de forhold, der førte til de voldsom- me uroligheder i foråret 1997 forud for "Operation ALBA" m.h.p. at understrege krisens karakter.

- Opgaveløsningen i Albanien.

- Nogle erfaringer, der kan uddrages af den danske indsats.

BAGGRUNDEN

Fysiske forhold

Som baggrund for indlæggets efterfølgende dele indledes med en kort opridsen af fysiske forhold m.fl.

Albanien er ca. 2/3 så stort som Danmark med ca. 3 mill. indbyggere. Landet ligger på den sydvestlige del af Balkan ved Adriaterhavet. Kystsletten er lav og sumpet, og dermed meget frugtbar, hér findes langt hovedparten af befolkningen; længere mod øst er der et bakkeland, der går over i et uvejsomt bjerglandskab. Klimaet er subtropisk for at ændre karakter jo længere man kommer ind i landet og op i bjergene.

Af tal fra midt i halvfjerdserne fremgår, at ca 15 % af landet er anvendeligt til decideret landbrug, desuden findes ca. 30 % vedvarende græs til kvægavl og ca. 35 % er skov, hvilket formentlig i dag er reduceret. I bjergegnene findes store forekomster af olie, brunkul, kobber og chrom m.fl. Der er formentlig også betragtelige mængder olie i havet. Der forekommer at være basis for en effektiv vandforsyning, hvis der vel at mærke investeres meget i den nødvendige teknologi. Det er i den forbindelse karakteristisk, at infrastrukturen i det hele taget stort set ligger i ruiner, hvad enten man taler om større veje, jernbaner, telekommunikation eller vand.

Det er relevant at notere sig, at Albanien igennem mange år ikke har formået at udnytte sine ganske betragtelige ressourcer. Et ganske præcist citat: "Fattigdommen i Albanien er ikke et resultat af ringe klimatiske forhold, katastrofalt lave høstudbytter eller ørkenspredning. Årsagen er det tidligere økonomiske og sociale system, som kun kunne lede til fattigdom og da også kollapsede til sidst" 1.


Sprog, kultur og religion

Albanien er en oldgammel nation, der i meget lange og trange perioder har været besat af fremmede, der har sat deres præg på sproget, kulturen m.v. Albansk er således et helt selvstændigt indoeuropæisk sprog med låneord fra tyrkisk, græsk og latin. Der er to hoveddialekter: Geisk tales mod nord og toskisk tales mod syd. Denne sproglige opdeling hindrer imidlertid ikke, at omkring 97 % af befolkningen opgøres som etniske albanere.

Hovedparten af albanerne er ikke-praktiserende muslimer, men der er også romersk-katolske og græsk-ortodokse, det religiøse billede ligner således det, der kendes fra Bosnien, idet det dog skal erindres, at Albanien var en erklæret ateistisk stat i perioden 1967-1990.

Et særligt albansk træk er klan- og storfamiliestrukturen. Mange albanere orienterer sig mod sin familie og dens behov frem for diverse samfundsinstitutioner. Retsopfattelsen dirigeres ganske givet også delvist heraf: Hvis det offentlige ikke kan og vil udøve magt, så respekteres det ikke. I en sådan situation opfattes det således heller ikke som forbudt at gøre vold på offentlig og kommerciel ejendom, opfattelsen er nok snarere, at der i februar og marts i år var tale om en "afmontering og fordeling". De stærke familiebånd giver sig i øvrigt udtryk i episoder som f.eks. blodhævn, og i denne, for os at se næsten middelalderagtige, opfattelse er en mand uden et våben selvfølgelig ikke en mand 2.

Der er her grund til at understrege, at albanerne ikke er så splittede, som mange givetvis stadig tror. "Hvad enten det stammer fra en overordnet albansk nationalfølelse, en relativ svag religiøs identifikation eller et reelt ønske om bl.a. religiøs tolerance, så har albanerne levet sammen i en overraskende harmoni" 3.

Mange, ikke mindst medierne, så i foråret 1997 en slags nord-/sydkonflikt i Albanien, der endog karakteriseredes som en borgerkrig. Som beskrevet er det rigtigt, at der eksisterer en sprogligt opdeling, ligeledes findes de kongetro og majoriteten af de Berisha-tro i landets nordlige egne, men at oprørene i februar-marts startede i syd forekommer trods alt som et sammenfald af omstændigheder. Der kan ikke kan peges på én eller få afgørende årsager af sproglig, religiøs eller etnisk art, sådan som vi kender det fra f .eks. Bosnien, og FMP-styrken ankom ikke til en traditionel borgerkrig. Denne krise var således anderledes end den konflikt - eller måske rettere de forskellige andre konflikter, vi har lært at kende flere steder på Balkan.


Historien før diktaturet

Ikke overraskende er det nødvendigt også at søge årsagerne til krisen i bl.a. historien. Enkelte historiske træk må derfor frem i lyset: Det område, der nu udgør Albanien, indlemmedes i Romerriget, og siden blev det en del af det byzantinske rige. Landet var i perioden 1479 -1912 under ottomansk herredømme. Hér må man ikke glemme landets frihedshelt Skanderbeu [Skanderbeg]; det er i øvrigt svært efter blot få dage i landet. Skanderbeu kæmpede længe, men forgæves, mod tyrkerne; han opnåede derfor en martyragtig status i Albanien og har siden været et nationalt samlingspunkt.

Selvstændigheden anerkendtes i 1912, og i forbindelse med Balkankrigens slutning i 1913 blev der trukket nye grænser, hvorunder Albanien tabte ca. halvdelen af territoriet og lige under halvdelen af befolkningen. Blandt andet fik Serbien provinsen Kosova. Det er givetvis korrekt, når det siges, at der bor flere etniske albanere uden for landet end i selve Albanien.

En klanhøvding fra Nordalbanien tog magten i 1925 og udråbte sig selv til konge. Han måtte imidlertid flygte i 1939 ved den italienske invasion af Albanien. Den på daværende tidspunkt fire dage gamle søn, prins Leka, prøvede i 1997 at få monarkiet genindført ad demokratisk vej. Dette mislykkedes som bekendt - trods en ganske stor støtte i den nordalbanske befolkning, og et monarki har nu meget lange udsigter.


Diktaturet

11946 proklameredes Albanien som "Folkerepublik" efter sovjetisk mønster under frihedshelten, Enver Hoxhas ledelse. I 1948 måtte Albanien vælge side mellem Sovjetunionen og Jugoslavien - og valgte førstnævnte. Sovjetunionen blev således en nær allieret indtil 1961, da Albanien tog Kinas parti. Bl.a. den begyndende amerikansk-kinesiske forståelse i halvfjerdserne var ikke i overensstemmelse med albanernes opfattelse af verden, hvorfor den kinesiske bistand successivt nedtrappedes og helt afvikledes medio 1978, samtidigt med at Albanien sank hen i næsten total international isolation.

Der er ikke tvivl om, at isolationen bevidst brugtes af det diktatoriske, albanske styre i dets kamp for at holde sig ved magten. Således var der forbud mod kontakt med udlændinge, udenlandske investeringer var bandlyst osv. Albanien udviklede sig successivt til et lille, glemt land, hvor Enver Hoxha og hans håndgangne mænd fik lov til at udvikle alle de forskellige ismer, man næsten kan forestille sig - et meget langt stykke ad vejen i lyset af den kolde krig. Ismer eller ej, der var tale om et jernhårdt diktatur, hvor anderledes tænkende konsekvent forfulgtes, fængsledes og / eller myrdedes. De mange bunkere, der findes alle vegne i Albanien, nogle nævner tal op imod 800.000, kan meget vel ses som en del af den psykose, der dyrkedes under diktaturet:
- Der var en eller flere fjender udenfor bunkerne; en altomfattende fjende, der måtte kræve, at enhver albaner kunne forsvare sig. Denne holdning bidrog utvivlsomt til den helt bevidste selvisolering, som det totalitære styre kunne regere på. Desuden bidrog holdningen naturligvis til en meget decentraliseret forsvarsdoktrin. En afledt konsekvens heraf var selvfølgelig den eksplosive spredning af våben i foråret: Våbnene lå i utallige, ofte ringe bevogtede depoter, som mange albanere havde et godt kendskab til.

- Samtidigt med isolering opbyggedes i befolkningen en illusion omkring et paradis og Albanien som verdens centrum, hvorfra omverdenen skulle reddes. Det hører med til billedet, at befolkningen ikke fik et sammenligningsgrundlag i det totalt lukkede land, hvilket selvfølgelig ikke mindst skyldtes de 100 % regeringsstyrede medier.

Begivenhederne efter 1985

Enver Hoxha døde i 1985. Beskedne reformer iværksattes, men et nogenlunde frit valg gennemførtes først i foråret 1991. Valget vandtes ironisk nok af kommunisterne, hvilket ledte til omfattende uroligheder. En koalitionsregering dannedes, men et sammenbrud i økonomien kunne ikke hindres. Dette medførte uroligheder og plyndringer samt masseudvandring. I denne stærkt kritiske situation afholdtes parlamentsvalg i 1992, og lederen for det demokratiske Parti, Sali Berisha, overtog præsidentembedet.
- Berisha forstod at udnytte pressen maksimalt, alt imedens han gennemførte sin "casino-agtige kapitalisme", hvorunder albanske statsmidler privatiseredes i meget stort omfang. Konsekvenserne for den enkelte borger kendes fra andre tidligere østlande: Udhuling af købekraften, arbejdsløsbed, lab af selvtilliden osv. Et særligt forhold var, at Berisha som noget af det føete stod som foregangsmand for bank-liberaliseringen - hvilket imidlertid angiveligt blot betød begrænset statslig kontrol uden en bankreform. Scenen var sat til pyramidespilsselskaberne, der for alvor dukkede op primo 1994.

- Det politiske klima forgiftedes i stadigt højere grad, hvilket ledte til en situation, som Berisha også kunne udnytte: Medlemmer af oppositionen fængsledes, tidligere kommunister, dvs. oppositionen, mistede deres valgbarhed i december 95, kontrollen med pressen fortsattes, det hævdes, at Det demokratiske Parti berigede sig ved bl.a. tæt kontakt til pyramideselskaberne osv.

- Valget i maj 96 blev en skandale: Chikanerne af oppositionen tog til, der anvendtes fysisk vold og valgsvindel i stort omfang. I forlængelse af valget kom det i det sydlige Albanien atter til optøjer, og nogle oppositionsmedlemmer sultestrejkede. OSCE og amerikanerne, der ellers længe havde støttet Berisha, underkendte valget.

- Senere i 1996 boycottede oppositionen arbejdet i "det nye" parlament. Berisha sad nu i en næsten diktatoragtig stilling, men samtidig rettedes stort set alles vrede mod ham. Selve statsapparatets legitimitet forringedes, for til sidst næsten at være ikke-eksisterende, samtidigt med at økonomien atter forværredes drastisk - bl.a. ved pyramidespillenes fallit.


11. marts 1997 førte den alvorlige situation til dannelsen af en "national samlingsregering", der skulle fungere indtil ny-valg var blevet gennemført under støtte af bl.a. FMP. Valgene gennemførtes 29. juni med en anden runde 06. juli 1997 4.


Optøjerne i foråret 1997, hvorfor?

For at beskrive årsagerne til sammenbruddet i februar - marts 1997 er der ikke tvivl om, at man, med baggrund i det ovennævnte, må igennem en lang række faktorer, der ikke kun handler om pyramidespillene.

Først og fremmest skete der efter diktaturet en åbning mod Vesten, der ledte til, at en række værdier og normer fra "det forrige system" faldt totalt sammen, men lysten til at opbygge illusioner forsvandt dog ikke: Markedsøkonomi, dvs. bl.a. sammenhænge mellem risici og gevinst, siger formentlig stadig næppe alt for mange albanere: Pyramidespillene blev derfor et nyt imaginært paradis. "Vi bliver rige på få dage, ligesom dem på fjernsynet". Tankegangen bredte sig med eksplosionsagtig hast, angiveligt var op imod 70 % af albanerne med. Der er tal, der siger, at Europas fattigste befolkning tabte op imod to milliarder US-dollars, hvilket svarer til ca. et års bruttonationalprodukt.

Friheden efter 1991 blev dårligt forvaltet. Reaktionen på 50 års diktatur blev selvfølgelig ikke mindst, at den enkeltes ansvar ikke blev sat i centrum af politikere, myndigheder m.fl. "Jeg kan gøre alt, for jeg er fri". Denne holdning forstærkedes ganske givet af den antiautoritære holdning i relation til staten ("det offentlige"), som ligger i familie-/klanstrukturen. Det politiske system opbyggedes således heller ikke efter vores normer for demokrati. I Albanien opfattedes demokratiet næsten som en ideologi, der i den givne situation blot medførte en polarisering, en "sort/hvid-opfattelse": Socialister [altså de gamle kommunister] eller demokrater. For eller imod den super-liberale Præsident Berisha.

Stat, amt og kommune, politiet, hæren, skoler m.fl. blev et langt stykke ad vejen set som repræsentanter for det ikke fungerende "system". Offentlig virksomhed af enhver slags kom således i den meget anstrengte økonomiske situation både til at mangle legitimitet og ressourcer. Heri ligger med sikkerhed forklaringen på den næsten totale mangel på organisation, der præger Albanien, naturligvis mest de større byer, hvor det traditionelle, patriakalske system også er brudt sammen. Eksempler er: Den katastrofale trafiksituation, "importen af brugte biler fra Vesten", den totale mangel på affaldssortering, her inkluderet oliedryppende bilvrag i floderne, de kriminelles forholdsvis lette spil, de manglende told- og skattefunktioner, den omsiggribende korruption m.v.

For et 3000 år gammelt - og meget stolt folkefærd - som albanerne er følelsen af total fiasko, samt en manglende tro på fremtiden, en meget bitter pille at sluge. Dét hører også med til billedet af de optøjer, der dukkede op på TV-skærmene i februar og marts 97. Trods dramatiske billeder af evakuation af udlændinge, og angreb på udenlandsk ejendom, er det imidlertid karakteristisk, at albanernes vrede i det store og hele rettedes indad. De sidste illusioner derimod - hos ikke mindst de unge mænd- rettedes udad, mod Vesten, naturligvis først og fremmest mod Italien. Dette accelererede selvfølgelig de mange forsøg fra bådflygtninge - og dermed også Italiens grundlæggende helt legitime ønske om at afværge invasionen fra øst "ved indsats på stedet frem for på den lange og øde italienske østkyst" 5.

Alt i alt er der næppe tvivl om, at begivenhederne i marts og april 1997 først og fremmest hang sammen med en emotionel reaktion på et længere hændelsforløb langt mere end en rationel konstatering af de muligheder, der for den enkelte forspildtes i pyramidespillene. Det afgørende var utvivlsomt, at det på forholdsvis kort tid gik op for den enkelte albaner, at han eller hun selv - men også Albanien - var endt i "kapitalismens skyggeside" efter i mange år at have været i skyggen af diktaturet. Krisens baggrund var således utvivlsomt, at både gamle og nye illusioner helt og aldeles brast i foråret 1997, og vreden herover blev først og fremmest rettet mod "systemet", dvs. de siddende politikere samt offentlige institutioner og instanser.


OPGAVELØSNINGEN

Udgangspunktet, FMP-styrkens ankomst

Oven på de værste af forårets optøjer var anarki og lovløshed fremherskende medio april 97. Frygten herskede, hvilket ledte til, at de fleste albanere holdt sig indendøre. F.eks. var Durrës 6 stort set mennesketom, selv gadehandlerne blev hjemme, skolerne var lukkede osv. FMP-styrkens første dele ankom således til et kaotisk land, men kaos var trods alt mere stille end forventet - ihvertfald i dagtimerne, derimod blev der om aftenen skudt, endda ofte ganske kraftigt.

FMP-styrken blev meget vel modtaget af den albanske befolkning. Heldigvis begyndte livet at vende tilbage forbavsende hurtigt efter, at FMP-styrken blev synlig i gadebilledet: Frygten blev mindre synlig, der kom igen lidt gang i caféerne, senere åbnede skolerne og sportsklubberne m.fl.


Albanske grupperinger

Samtidigt med den beskrevne positive udvikling tegnede der sig for FMP et billede af et splittet Albanien med en række grupperinger, jeg kort vil berøre:
- Pro-Berisha-fløjen centreret omkring Præsidenten, Det demokratiske Parti, dele af efterretningstjenesten (SHIK), Livvagten, dele af hæren og politiet samt en række "frivillige", der bl.a. rekrutteredes i løbet af optøjerne i foråret. I altovervejende grad kommer de Berisha-tro fra de nordlige dele af Albanien. Denne fløj lavede en hel del uro og optøjer. Det var ikke mindst tilfældet op til valgene 29. juni og 06. juli 97. Eksempelvis kostede det både døde og sårede i Durrës den aften, hvor "Berishas Bataljon" var på besøg i forbindelse med første valgrunde.

- "Bedemands-regeringen", som den betegnedes i flere artikler. Bashkim Finos "nationale samlingsregering", med repræsentanter fra alle partier. Generelt var regeringen anti-Berisha, men den var også forholdsvis svag. Problemer var der ellers nok at tage af: Den økonomiske ruin, optøjerne, den nye valglov og internationale organisationers rolle, herunder selvfølgelig ikke mindst OSCE's rolle.

- Oprørerne, der generelt befandt sig i det sydlige Albanien. De var imod Berisha, men formentlig også andre tænkelige, centrale styreformer. Der var kun tale om en begrænset organisation af oprørerne hver for sig. Indbyrdes koordination var der heller næppe meget af. Målene var heller næppe konsekvent de samme. Også disse stod naturligvis for en del uro, hvilket i høj grad afspejlede sig i diverse internationale media.

- Forskellige civile komitéer rundt omkring i landet: Disse var formentlig relativt fredelige og hæderlige, men problemernes omfang gav næppe ofte basis for fredelige løsninger.

- Kriminelle bander: Som vi bl.a. kender det fra andre tidligere østlande profiterer sådanne bander på uro og sociale problemer, sideløbende med at den udøvende og dømmende magt gradvist er blevet svækket. Dette skete selvfølgelig også i Albanien, hvor kriminelle bander decideret kontrollerede en række områder i syd 7. Der skabtes således gradvist, og ikke mindst i f.m. oprørene i foråret, basis for at bedre organiserede, internationale kriminelle organisationer kunne - og givetvis fortsat kan - engagere sig i Albanien, men omfanget er svært at gætte på. Det gælder givetvis også de mulige forbindelser til de klassiske klaner/storfamilier. Banderne arbejder i øvrigt først og fremmest for vindings skyld, der er derfor også grund til at antage, at de holdt en relativ lav profil i den for dem nye situation med mange udenlandske FMP-soldater i Albanien: "Forretningerne" vanskeliggjordes, men det ville være at overvurdere FMP's indflydelse at tro, at bandernes lyssky affærer forhindredes. Kriminelle aktiviteter medførte i øvrigt megen uro, og en vis frygt for, at FMP-soldater kunne risikere at komme på mellemhånd i de til tider kraftige skud-dueller mellem medlemmer af forskellige bander. En frygt der flere gange viste sig som velbegrundet.

- Royalisterne. Dette er ikke en selvstændig gruppe, men derimod en række mennesker, der ved siden af andet tilhørsforhold også går ind for monarki- ets genindførelse. Et enkelt, men ikke ret stort royalistisk parti findes dog, også royalisterne forårsagede megen uro, specielt i forbindelse med kampagnerne op til valgene ultimo juni og primo juli.

Trusler og risici samt udfordringer

Med baggrund i det beskrevne om krisens baggrund og karakter, må det fastslås, at det ville have været stærkt problematisk - og meget farligt - for FMP, hvis styrken var endt som en slags politistyrke i relation til den albanske befolkning eller grupperinger heri. Den åbenlyse risiko var jo, at FMP skulle komme til at stå som en slags garant for ikke mindst Berisha-fløjen. Det ville i praksis sige, at styrken risikerede at deltage i at sikre en form for stabilisering af status quo i Albanien.

En anden risiko var selvfølgelig, at FMP skulle blive involveret i større kampe mellem fortrinsvis Berisha-fløjen og oprørerne. Ingen af disse parter var dog stærke nok til dette i foråret, og de havde heller næppe viljen til et decideret opgør.

Som nævnt var der grund til at frygte, at nogle af vores soldater på patrulje eller i mere stationære situationer skulle blive fanget i de til tider voldsomme ildkampe mellem diverse fraktioner.

Udfordringerne til FMP var således klare nok: Den positive udvikling i gadebilledet, herunder de gode relationerne til majoriteten af albanerne, skulle fastholdes og udbygges, de internationale organisationers arbejde skulle støttes, og styrken skulle undgå at udvikle sig til endnu en forhadt autoritet.


"Minefeltet"

Filminstruktøren Kujtim Cashku, manden bag filmen "Kolonel Bunker" 8, sammenlignede på et tidligt tidspunkt situationen i Albanien med et antal personer i et minefelt. Der er i en sådan tilspidset situation to muligheder: Minerne detonerer med altødelæggende kraft - eller de gør de ikke. Sidstnævnte mulighed bandt Cashku sammen med, at albanerne hurtigt opbyggede tolerance og tillid samt viljen til kompromis. Cashku er ikke nogen guru, og jeg ved heller ikke, om han nødvendigvis kan tages til indtægt for "albanernes forventninger til FMP", men det er interessant at notere sig, at hans billede af en hurtig og nødvendig indsats rettet mod fortrinsvis det politiske miljø i Albanien i høj grad kom til at passe på den opgaveløsning, som FMP forholdsvis hurtigt fokuserede på.


Mandatet

Med ovenstående konstatering in mente, er det nødvendigt at berøre mandatet, som jo er et væsentligt fundament for opgaveløsningen. Såvel ved FMP's etablering som ved missionens afslutning blev mandatet udsat for megen kritik. Følgende citater fremhæves:

"Hovedløs beslutning om at sikre nødhjælpsforsyninger og deltage i afvæbnin- gen af den krigeriske befolkning" 9.

"FN-soldaterne blev sendt afsted med et noget uklart mandat, der især gik ud på at beskytte nødhjælpstransporter. Havde nogle af oprørslederne haft ambitioner om at overtage magten i landet, kunne FN intet have stillet op" 10.

"Beslutningen skete nærmest i panik, hvad soldaterne skulle foretage sig i Albanien, blev aldrig klart. Mandatet blæste i vinden. Det var åbenbart, at styrken ikke skulle blande sig i de væbnede konflikter mellem grupper i Albanien, de skulle heller ikke sikre evakueringen af udlændinge. Hvis udsendte fredsstyrker skal have mening, så må de have et klart mandat om, hvad de skal og må, ellers taber både soldater og skatteydere motivationen til at støtte den slags udflugter" 11.

Lad det være sagt med det samme: På det udførende niveau oplevedes mandatet 12 som klart, og de efterfølgende "Rules of Engagement" var for så vidt også umiddelbart klare og anvendelige, selvom der indledningsvis udspandt sig en diskussion omkring fortolkningen af nogle enkelte af dem. For os var der således ikke tvivl om mandatets to-sidighed til fordel for såvel humanitære organisationer som de organisationer, der kunne og ville støtte den politiske proces, der hurtigt tegnede sig som alpha og omega for en stabilisering af Albanien på blot lidt længere sigt naturligvis in casu OSCE's arbejde i f.m. valgene 29. juni og 06. juli. Lad mig i den forbindelse trække nogle vurderinger op:

Mandatet moderede FMP-styrkens indsats i både tid og rum: Med udgangspunkt i det beskrevne om krisens baggrund, og udfordringerne til FMP, var det korrekt af mandatets fædre ikke at lægge op til at bekæmpe bander - eller endog intervenere mod evt. "kupforsøg", hvem der end kunne drømme en organisation op i april 1997, der ville kunne lave et seriøst, sammenhængende kupforsøg. Naturligvis skulle FMP heller ikke forsøge at indsamle de mange våben; der var spredt ud på mange hænder i løbet af foråret uden anden grund end at være et middel til beskyttelse af enkeltpersoner og familier i en ophidset situation. Sådanne "politi-aktioner" ville jo ikke bringe Albanien mange skridt nærmere en løsning på krisen, men først og fremmest medføre store risici for FMP. I en situation hvor der kom ca. 7.000 udenlandske soldater til Albanien, var der heller ikke megen idé i at evakuere de tilbageblevne øvrige udlændinge, men snarere hurtigst muligt skabe betingelser for at flere kunne komme til: Udlændinge bringer jo som oftest essentiel bistand, know-how og kapital. Som indikeret i forbindelse med citatet af Cashku, var det alt i alt helt rigtig at søge en indsættelsesform, der kunne støtte de albanske kræfter, der ville fremme politiske løsninger og samarbejde frem for at slås med de trods alt få albanerne, der, efter den store udladning i marts-april, ville fortsætte anarki og kaos.

FMP-landene intervenerede hurtigt og beslutsomt i modsætning til de utallige, uheldige eksempler, vi har på det modsatte i andre Balkanscenarier. Som nævnt medførte blot få dages tilstedeværelse, at gemytterne dæmpedes, og de frustrationer, der lå bag ophidselsen, gav sig udtryk i færre og mindre voldelige handlinger.

Mandatet fokuserede på humanitær nødhjælp. Der viste sig imidlertid hurtigt ikke at være så meget brug for nødhjælp, som nogle måske havde troet. Diskussioner omkring nødhjælpsorganisationers vægring mod at arbejde under militær beskyttelse, henholdsvis omkring den humanitære nødhjælp som legitimerende for politiske beslutninger, skal jeg afholde mig fra at gennemføre. Man bør imidlertid ikke glemme, at 42 GO/NGO 13 blev hjulpet i stort og småt, og at ikke-beskyttede nødhjælpskøretøjer fra Det Internationale Røde Kors rent faktisk blev overfaldet og røvet i flere tilfælde. Der kan ikke være tvivl: CIMIC 14 er kommet for at blive! Det var i øvrigt et positivt tegn, at Albanien trods alt "kun" havde brug for nødhjælp på nogle bestemte områder fremfor en decideret hungersnødkatastrofe. FMP-styrkens tilstedeværelse var en del af forklaringen på den hastige og positive udvikling: Der blev skabt relativ ro, og det økonomiske kredsløb begyndte at virke i et så godt omfang, at behovet for nødhjælp reduceredes.

Det er relevant at sammenfatte vurderingerne af mandatet - og herunder udnytte muligheden for at se lidt i bakspejlet: Mandatet var godt nok, fordi det kunne tilpasses den konkrete situation, dvs. en tidlig og markant tilstedeværelse samtidigt med en'gradvis større vægtning af støtten til OSCE i overensstemmelse med lokale behov og ønsker. At FMP blev et "beskyttelseskorps for valgobservatørerne" 15 i de mest betydningsfulde og befolkningsrige regioner gjorde utvivlsomt, at valgene overhovedet kunne gennemføres med et resultat, som OSCE - og efterfølgende hovedparten af albanerne - har godkendt.


Organisation og opgaver

FMP bestod af op imod 7300 mand fra indledningsvis otte lande, hvor Italien som "lead-nation" stillede ca. 50 % af styrken. Styrkerne placeredes fortrinsvis i den vestlige del af Albanien, hvilket selvfølgelig hænger sammen med, at det er i dette flade, frugtbare område, at hovedparten af albanerne bor frem for de mere uvejsomme områder mod øst.

Den franske bataljon, hvori DANCON indgik, var organiseret med kernen dannet af 2. Marine Infanteri Regiment (2. RIMA). Bataljonen havde et stabskompagni, to motoriserede infanterikompagnier og en let kampvognseskadron samt to forsynings/vedligeholdelseskompagnier og yderligere en række elementer, herunder et gendarmeri-detachement, og en fransk let opklaringsdeling. Det er værd at notere sig den meget gode sanitetsstøtte, som franskmændene bragte på plads straks fra starten, inklusive kirurgisk kapacitet og en helikopter til evakuation.

DANCON, med i alt 59 mand, organiseredes omkring kernen, der udgjordes af Let Opklaringsdeling fra Bornholms Værn, Danmarks bidrag til NATO's Umiddelbare Reaktionsstyrker, med 10 pansrede spejdervogne af mærket MOWAG "EAGLE". Som konsekvens af dens uddannelse og beredskab skønnedes denne enhed før udsendelsen at være velegnet til en hurtig indsættelse i et "nyt område" som Albanien. Erfaringerne viser, at dette skøn var korrekt. Bornholmerne udgjorde godt og vel 80 % af styrken, de resterende dele udgjordes af et beskedent nationalt støtteelement, to militærpolitibefalingsmænd, en lille stab der varetog arbejdet i og med den franske stab samt "vore to mænd i Tirana", der arbejde i FMP-styrkens hovedkvarter.

Den fransk-danske bataljon 16 løste sine opgaver i et område, der cirka lå mellem Durrës på vestkysten - Tiranas lufthavn i Rinas (excl.) - Tirana ca. 40 km mod øst (excl.) - Kavaje mod S (excl.). Det vil i det alt væsentlige sige kontrol med landets tættest befolkede og mest udbyggede område, vejene mellem landets to største byer og landets vigtigste, reelt set eneste fungerende, havn til større skibe. Opgaverne var formuleret således:
- Sikring af havnen i Durrës og dermed en platform for det humanitære platform.

- Eskorte af humanitære (og andre) konvojer på de to eneste veje mellem Durrës og Tirana, der ganske opfindsomt betegnedes akse nord og akse syd. Desuden eskorter på vejen mod Kavaje syd for Durrës. (Bataljonens enheder naturligvis også løste en lang række interne danske og franske eskorteopgaver, herunder postture, forbindelsesture til Tirana rn.fl. Disse opgaver løstes ofte inden for bataljons-rammen, dvs. danskerne eskorterede nogle franskmænd, medens andre franskmænd holdt vagt i lejren osv.).

- Støtte til internationale organisationer i øvrigt, det vil i praksis først og fremmest sige OSCE. Her er det vigtigt at fremhæve rekognosceringsopgaverne forud for valgene og escorteopgaverne under valgene som meget vigtige.

- Sikring af en række FMP-installationer, herunder lejren og en italiensk samt en fransk relæstation.
Der var yderligere en opgave, som ikke var specificeret som sådan, men som var en logisk konsekvens af opgaveanalysen: Det var vitalt for løsningen af de opgaver, der lå i mandatet, at FMP-styrken sikrede sig et godt forhold til albanerne, og dermed også foretog den nødvendige balancegang mellem aktørerne. Det var derfor evident, at den fransk-danske bataljon hurtigst muligt sikrede sig maximal kontakt til lokale myndigheder rn.fl. og herunder sikrede bred forståelse og accept af vores tilstedeværelse, der netop ikke måtte opfattes som en ny besættelse af Albanien. Enkeltopgaver i forbindelse med denne opgave udmøntede sig i bl.a.:

Hurtig, omfattende og positiv kontakt til hær, politi og lokale politikere, hvilket naturligvis også medførte øget sikkerhed for personellet i og med, at styrkens opgaver og arbejdsform blev kendt i brede kredse så hurtigt som muligt.

Omfattende fransk (dansk) besøgsvirksomhed til/fra lejren, der krævede meget stor tålmodighed og betragtelige (franske) ressourcer. I denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at også sportskonkurrencer, museums- og skolebesøg rn.fl. gavner.


Franskmændene

Efter at have gjort rede for organisation og opgaver, følger nogle observationer i forbindelse med samarbejdet med franskmændene, hvor hovedparten som nævnt var fra 2. RIMA 17, der i Frankrig er stationeret i Le Mans, sydvest for Paris.

De dansk-franske forberedelser forud var gode. De udarbejdede "Technical Agreements", der jo satte rammerne for samarbejdet, var således med få undtagelser klare og gode.

Under opholdet prægedes samarbejdet af stor fransk vilje til at modtage og integrere den danske enhed i arbejdet. Dette gælder såvel ved den anvendte opstilling og arbejdsmåde på bataljonens kommandostation såvel som i forbindelse med diverse besøgsaktiviteter, øvrige arrangementer, konkurrencer rn.fl. Ud over stor professionalisme på fransk side er en anden af forklaringerne utvivlsomt, at den europæiske dimension i blandt andet "Operation ALBA" betyder mere for bl.a. Frankrig end for Danmark, hvis motiver af gode grunde må formodes at have været mere præget af formandsskabet i OSCE.

Mange franske soldater kan godt tale engelsk - ganske mange også tysk, men de er generelt mere usikre på deres kunnen, end danskere er. Også danskerne i staben havde således de facto en fordel på sprogsiden, som vi kunne udnytte i det daglige samarbejde, herunder ved udarbejdelse af diverse informations- og briefingmaterialer m.v.

Franskmændene er mere formelle og korrekte, end vi er. De er reelt set i uniform døgnet rundt, idet sportstøjet også er en uniformsgenstand. De er i øvrigt mere høflige, end vi er - også mellem kolleger. De er stolte af at tilhøre en enhed. Det er herunder vigtigt at være sammen - og herunder dyrke sport samt gerne synge sammen højt og længe. Dette fællesskab omkring opgaven og traditionerne er et stort aktiv.

2. RIMA opbyggede forbavsende hurtigt en lejr med gode og hygiejniske faciliteter for så vidt angår køkken og bad. Trods begrænset plads var sikkerheden vedrørende ammunition, drivmidler m.v. optimal. Det er tydeligt, at 2. RIMA er vant til denne type operationer.

Den franske efterretnings-/informationsvkksomhed var virkelig mange- facetteret, hvilket successivt medførte et detailkendskab til omegnen og dens ledende personer. Franskmændene viste således også hurtigt respekt for lokale normer vedrørende kvinder og trafik samt bekymringer for lokalsamfundenes integritet. På dette område var det tydeligt, at franskmændene er vant til at være mange steder i verden, og at de blandt andet søger kendskab til lokale vaner og skikke i forbindelse med blandt andet:
- Besøg til og fra lejren.

- Ledelsens kontaktvirksomhed til bl.a. myndigheder, firmaer og ledende personer i øvrigt.

- Patruljer af forskellig art i omegnen.

- Enkeltpersoner på havnen og andre miljøer i byen.

- Teknisk og medicinsk assistance.

- Sportskonkurrencer, kulturarrangementer m.fl.

Samarbejdet med OSCE

Som nævnt blev det ret hurtigt tydeligt, at det var valget i slutningen af JUN med anden runde primo JUL, der ville blive den afgørende opgave for FMP. Bataljonen tog derfor så tidligt som muligt kontakt til det OSCE-personel, der bogstaveligt talt dukkede op i omegnen. Der gennemførtes herunder flere "afdramatiserende besøg" i lejren. Der er ikke tvivl om, at denne gensidige tilvænningsprocés var meget vigtig, og den ledte utvivlsomt til, at OSCE Long Term Observers Teams blev positive og fik indtryk af et velfungerende militært apparat, der virkelig kunne og ville stille sig til rådighed for OSCE, men på den anden side også inden for nogle gensidigt accepterede spilleregler.

Bataljonen udnyttede sit detailkendskab til området, samtidigt med at de sidste detaljer rekognosceredes i perioden umiddelbart før valgene. Dette viste sig meget værdifuldt, da OSCE Short Term Observers Teams ankom et par dage før valgene. Man skal huske, at observatørerne kom fra mange lande - med mange forskellige idéer om militært-civilt samarbejde og valgstøtte. Deres kendskab til situationen i Albanien var derimod som oftest meget ringe. Det var således vitalt, at modtagelsen prægedes af ro og omtanke samt af dramatisering af situationen. Det er indiskutabelt, at bataljonen var i stand til at pin-pointe problemerne og hjælpe OSCE med den sidste koordination, idet vi kendte hver eneste valgsted og vejene dertil samt vælgernes antal. Der var detaljerede enkelt-opgaver og tilhørende kort samt andre betydende oplysninger til rådighed for hvert enkelt OSCE Observer Team. Kommandostationens indretning og virke på valgdagene gav endvidere mulighed for optimal forbindelse med OSCE-forbindelsespersonel, selvom der generelt var megen uro og til tider mange "kokke". Tilstedeværelsen af europæiske politikere og parlamentsmedlemmer m.fl. var i den forbindelse utvivlsomt godt for valgprocessen, men de medvirkede også periodevis til et højere støjniveau og en vis febrilsk stemning på kommandostationen.

På og omkring selve valgdatoerne anvendtes princippet om flest mulige soldater på veje og gader som eskorte for OSCE-personel og "flag-waving" samt statisk på særligt kritiske punkter, hvor man kunne forvente forsøg på at genere eller ødelægge valgprocessen. DANCON deltog maksimalt i opgaverne, hvilket blandt andet ledte til, at alt det faglige personel, regnskabsføreren m.fl. kom på en bevogtningsopgave på en bjergtop et par døgn for at frigøre andre, franske soldater til valgstøtteopgaven. Den prioritering gav anledning til mange kommentarer, men de fleste måtte indrømme, at det var ganske dejligt at komme lidt uden for lejren, og i grunden var de fleste ganske givet også stolte over, at samtlige danskere, på det mest kritiske tidspunkt i hele operationen, gav sig 100 %.


Samarbejdet i FMP i øvrigt

Når man skal vurdere samarbejdet i FMP, er det nødvendigt at erindre sig, at der, alt efter hvordan og hvornår man tæller det, var 8-0 meget forskellige nationer, som deltog i FMP. Endvidere må erindres, at FMP-styrkens hovedkvarter byggedes op med stor hast omkring et italiensk korpshovedkvarter, og at operationen var af kort varighed, hvilket medførte, at operationen næppe nogensinde nåede et punkt, hvor den hvilede lidt i sig selv, og hvorfra en række forbedringer kunne gennemføres ud fra de foreløbige erfaringer.

Den lette, og hastigt indsatte, FMP-styrke blev af mange anset som en slags test for europæernes vilje og muligheder for at gennemføre en rent europæisk opgaveløsning. Det lykkedes da også at gennemføre en operation, hvor ikke blot USA var fraværende, f.eks. var Storbritannien og Tyskland heller ikke med. Når man ser på hele det samlede forløb, skete der en positiv udvikling i samarbejdet i den internationale stab, men der er dog en række erfaringer, som skal nævnes:
- Der anvendtes ikke stabs- eller føringsprocedurer, som vi kender dem. Italien var som nævnt lead-nation, men med de meget forskellige deltagerlande i et "Middelhavs-scenarie" var det ikke umiddelbart muligt at anvende fælles procedurer bygget på NATO-standarder. Dette skyldtes naturligvis både manglende forudgående træning af enkeltmand, men også selve staben. Dvs. arbejdet blev gennemført i en jævn blanding af NATO- og andre procedurer. En intern Standard Operating Procedure udarbejdes i øvrigt først sent i forløbet, og staben blev ikke i fuldt omfang tilpasset opgaverne, hvilket ellers kunne have bidraget til større effektivitet.

- For mange officerer i hovedkvarteret var for dårlige til engelsk, hvilket ledte til flere "nationale kredsløb", der selvfølgelig på et vist niveau er kontraproduktive for det internationale samarbejde.

- Cheferne for de enkelte FMP-enheder, eller for den sags skyld de nationale commanders, samledes kun én eller to gange - sent i forløbet - til mundtlig ordreudgivelse, briefing eller almindelig koordination. Dette var medvirkende til, at HQ/FMP ofte på bataljonsniveau oplevedes som "bagud" i forhold til dét arbejde, bataljonerne som oftest allerede var dybt involveret i planlægningen af.

- Klassiske reservationer mellem enkelte af deltagerlandene, dog ikke nødvendigvis på det personlige plan, var tilstede, men de var ikke ødelæggende.
På det lokale niveau i Durres-Rinas og omegn fungerede chef-niveauet meget fint med to italienske hærenheder og flådegruppen, den franske bataljon og det lille, men dog tilstedeværende danske bidrag. På dette niveau var udvekslingen af informationer og høfligheder ganske stor, såvel som gensidig hjælp - og planlægning heraf - successivt blev gennemført. Desværre må det samtidigt erkendes, at der periodevis var problemer med samarbejdet i forbindelse med overdragelsen af eskorteopgaver for konvojer ved de aftalte Points of Contact (POC), hvilket selvfølgelig oplevedes som frustrerende, måske mest for danskere, hvor præcision og aftalers nøje overholdelse er en dyd.


ERFARINGER

Indledning

Når man forsøger at uddrage erfaringer kan efterrationaliseringer næppe helt undgås, desuden opnåedes erfaringerne fra et relativt lavt niveau, hvilket formentlig også gjorde det umuligt at opsamle alle relevante hændelser og bearbejde disse til erfaringer. Det efterfølgende er således ikke nødvendigvis den fulde og hele erfaringsmasse men snarere en række observationer, der er søgt systematiseret og derefter anbragt med en slags kronologi i fremstillingen.


Opstilling

DANCON/FMP var en lille enhed sammensat fra forskellige opstillende myndigheder, idet hovedparten som nævnt udgjordes af én, meget sammentømret enhed. Der blev tale om et kort varsel i forbindelse med en ny opgave i et nyt regi. I en sådan sammensat organisation, og med den hast hvormed det skete, vil der være en latent mulighed for misforståelser og "skarpe hjørner". Det er en entydig erfaring, at man hurtigst muligt bør sikre sammenhæng mellem direktiver og organisation og i maksimalt omfang medvirke til, at kommando-, kompetence- og ansvarsområder er klarlagt forud for afrejsen. I den forbindelse er de enkelte føreres flexibilitet og samarbejdsevne /-vilje naturligvis afgørende.


Kendskabet til situationen

Den reelle situation i Albanien var ikke klarlagt godt nok, man kan sige, at den generelle situation ikke var tygget godt nok igennem i forhold til dét, der blev vores situation og vores opgaver. Forholdet ledte til nogle forventninger hos de enkelte, der slet ikke svarede til den virkelighed, der kom til at gælde. Dette ledte ret hurtigt til frustrationer hos nogle soldater, trods det grundlæggende positive i situationen. Desværre ledte det også til, at nogle senere demonstrerede manglende forståelse for opgaverne, der - set med mine øjne - heldigvis blev langt fredeligere, end vi indledningsvis frygtede. I den forbindelse blev det uundgåeligt en erfaring, at det at indgå i en fremmed enhed - eller i fremmede stabe m.fl. - stiller særlige krav til alle førerne, der med fordel vil kunne have nogle hår på brystet: Det er nødvendigt at kunne slå igennem overfor eget personel og / eller samarbejdspartnerne i en proces, der selvfølgelig præges af "give and take".

Noget helt andet er, at vi bør sikre os et beredskab i form af ret simple beskrivelser af de fleste samarbejds-partnere og / eller et skelet, hvorpå observatio- ner kan hænges op på m.h.p. at undgå gnidninger i samarbejdet eller andre små, daglige irritationsmomenter på grund af ukendskab. Det gælder selvfølgelig også i relation til lokalbefolkningen eller lokalbefolkningerne, om man vil. I grunden er der vel nok tale om discipliner indenfor kultursociologien, hvor vi nok kan gøre mere i blandt andet uddannelsen.


Organisationstilpasning på stedet

Organisationen måtte tilpasses og en række dobbeltuddannelser udnyttes. Herunder måtte Det nationale Støtteelements opgaver reelt set omdefineres.

DANCON måtte anmode om forstærkning af diverse eksperter: Ingeniør- og signalfolk. Kendskabet til visse discipliner inden for ingeniørtjenesten bør i øvrigt forbedres. Her tænkes specifikt på foranstaltninger i f.m. passiv beskyttelse, hvor der var for mange detaljer, vi ikke kunne, hvilket imidlertid er 100 % nødvendigt. Supplerende kan siges, at "eksperterne" bør deltage i rekognosceringer og / eller evt. opstille et mindre kommando, der deltager i en given operation i en kortere etableringsperiode.

Vi manglede en tolk, men vi fik dog en albansk forbindelsesofficer. En dansk- albansk tolk medbragt fra Danmark havde været en betragtelig fordel.


Opgaverne på stedet og deres tilpasning

Et meget utilfredsstillende forhold var, som allerede indikeret, det faktum, at overdragelserne af humanitære og andre eskorter på POCerne for ofte forløb utilfredsstillende. Forsinkelser, annulleringer og/eller andre uregelmæssigheder koordineredes kun i et vist omfang mellem de involverede enheder, nogle gange p.g.a. sprogvanskeligheder. Der pegedes undervejs på løsninger af signalteknisk karakter, men en decideret afhjælpning af problemet fandt kun delvist sted.

Den udadrettede diplomatiske/repræsentative virksomhed blev, som jeg allerede har været inde på, et væsentligt aspekt i missionen. Der var som en del af opgaveløsningen mange besøg, parader, æreskommandoer m.fl., I den forbindelse er det relevant at notere sig, at udenlandske enheder har et andet forhold til militær ceremoniel, påklædningsbestemmelser og anden adfærd end danske enheder. Der er næppe tvivl om, at en del af den frustration, som nogle danske soldater har givet udtryk for, tydeligvis bl.a. har rod i de krav, som stilledes på dette område. Budskabet er, at hvis Danmark - med specielt småenheder - vil være med i det internationale samarbejde, og naturligvis særligt, hvis småenhedeme integreres i en udenlandsk bataljon m.h.p. at profitere på bl.a. dennes logistik, så skal vi leve op til et minimumskrav om optræden, påklædning m.v., også selv om kravene periodevis varierer fra danske normer. På dette område kræves altså forståelse for andre landes normer og værdier - samt en pæn portion tålmodighed, selv om man selvfølgelig ikke skal være underdanig eller uden egen vilje.

Som ovenfor anført var en vigtig detalje straks ved ankomst beskyttelsen af vore soldater: Der hviler et stort pres på de enkelte førere for, at vore soldater beskyttes maksimalt i international tjeneste. Remedierne og uddannelsen til at opfylde kravene skal være til stede.


Støtten til valgets gennemførelse

Jeg har detaljeret været inde på støtten til valget, jeg skal derfor kun trække de afgørende ting frem: Vi var tidligt ude, der etableredes herunder en optimal kontakt til ikke mindst de albanske myndigheder men naturligvis også OSCE's folk på stedet. Betingelserne for Short Term Observatørerne blev således gode, hvilket bl.a. skyldtes, at der virkelig var mange soldater på gader og veje på valgdagene - ikke mindst de steder, hvor der kunne forudses problemer.

Kendskabet til internationale organisationer og deres arbejdsform - "også i marken" - bør være maksimalt. NGO'er, GO'er og OSCE m.fl. er ikke militære organisationer. For dem er det ofte vigtigere, hvad de føler og håber, end hvad de ved eller rent objektivt, set med militære øjne, burde opfatte. Det skal soldater vide og anerkende som grundlag for et frugtbart samarbejde, der skal baseres på gensidig viden og respekt.


Presse- og informationstjeneste

Ved udsendelsen - og hjemtagningen - af DANCON fik vi stillet en professionel journalist, der også er reserveofficer, til rådighed med opgave at varetage pressetjenesten i forbindelse med DANCON etablering i området. Det vil sige i en begrænset periode, hvor offentlighedens interesse vurderedes at ville være størst. Det var en meget stor hjælp: Presseofficerens tilstedeværelse frigjorde officererne i ledelsen fra dette arbejde, hvorved de kunne koncentrere sig fuldt og helt om missionen og den danske styrkes placering og rolle i den franske bataljon. Noget andet er i øvrigt, at en professionel på en helt anderledes måde er i stand til at håndtere pressen og i øvrigt bidrage til at opbygge et svar-beredskab.

Der er næppe tvivl om, at en åben og ærlig pressepolitik er det principielt rigtige. Pressen er samarbejdspartner - ikke en modarbejdende faktor. Det er bare ikke så lige til: En åben pressepolitik stiller krav om, at man er meget vågen over for alt personel og dets ansvar. Alt personel skal naturligvis ikke blot være velinformeret men også føle et stort ansvar. Vi erfarede enkelte "uheldige" udtalelser, som kunne have været undgået. Erfaringen gælder selvfølgelig også en god periode efter hjemkomsten. Det er en klar erfaring, at samarbejde med pressen er vanskeligt, men fuldstændigt essentielt. Vi bør uddanne i de forskellige aspekter af dette arbejde ud fra en holdning om pressens og vores fælles behov for nyheder.


Erfaringer fra arbejdet i internationale stabe

Tidligere er beskrevet en række forhold, som ikke behøver yderligere kommentarer, hvorfor der kun er grund til trække følgende forhold frem som helt essentielle:
- Behovet for at stabe af denne type er opstillet og øvet i fredstid (CJTF/SHIRBRIG-konceptet).

- Behovet for at der i en sådan opgave er danskere - blot få - tilstede i nøglefunktioner på alle niveauer. Det er afgørende, at danskerne kan kommunikere problemfrit med hinanden, evt. med øvrige elementer af DANCON samt andet for operationen betydende dansk personel eller myndigheder.

- Betydningen af gode sprogkundskaber hvor Danmark først og fremmest profiterer på en høj standard i engelsk, der er og bliver kommandosproget, hvilket sydeuropæiske lande også godt ved.

Et lille hop opad

Der var ind imellem blandt andre FMP-lande nogen kritik af "den franske" løsning, der grundlæggende gik på, at franskmændene, og dermed danskerne, lå fast i Durrës, og herfra løste de opgaver mellem Tirana og Durrës, der tidligere er beskrevet. Andre lande i styrken havde gerne set, at Frankrig og Danmark havde været mere aktive og herunder deltaget i at skubbe Operation ALBA's tyngdepunkt mod øst i Albanien. Der er ingen grund til spekulationer og gætterier i den konkrete sag, men det er selvfølgelig en relevant, omend ikke specielt overraskende, erfaring, at når et lille land vælger en løsning, som Danmark hér gjorde med fine relationer til et større land, så binder man sig i ét eller andet omfang til "storebror".


AFSLUTNING

Dette indlæg kan umuligt dække alle aspekter af Operation ALBA, men jeg håber at have dannet baggrund for følgende konklusion på indsatsen.

Først og fremmest undgik vi tab og skader, for det andet levede vi op til mandatet, der i øvrigt var brugbart: FMP kunne indsættes tilpas tidligt, og det var muligt at tilpasse mandatet til den aktuelle situation. Det er i den forbindelse nødvendigt at erindre sig, at krisen var forskellig fra de konflikter vi har lært at kende andre steder på Balkan. FMP blev først og fremmest afgørende for skabelsen af et rimeligt demokratisk og legitimt grundlag for fremtiden.

Danmark var heldig med samarbejdet med franskmændene - og måske i særlig grad 2. RIMA, der viste sig som et meget professionelt regiment, som med engagement og erfaring styrede uden om en række mulige problemer.

Albanerne tog engagementet som et tilbud - heldigvis.

Samarbejdet med OSCE blev grebet rigtigt an, og det lykkedes. Denne opfattelse deles af OSCE 18.

Arbejdet med CJTF-konceptet og udvikling af formationer som SHIRBRIG er relevant og rigtigt.


NOTER

1) United Nations Development Program, Human development Report, Albania 1995.

2) Det er næppe forkert at vurdere, at bl.a. af denne grund fik FMP, der fremstod velorganiseret og veludrustet, kun meget få problemer med den albanske befolkning som helhed eller grupperinger af denne.

3) United Nations Development Program, Human development Report, Albania 1995.

4) Den albanske befolkning, Berisha samt de politiske partier har tilsyneladende accepteret valgresultatet og den nye politiske situation i landet. Der er nu relativ ro, og regeringen synes at have oparbejdet en vis legitimitet og autoritet.

5) Dagbladet Politiken i lederen, 13. august 1997.

6) Albaniens næststørste by med ca. 160.000 indbyggere.

7) Der har været gjort forsøg på at stække disse banders magt i eftersommeren 97, men status er p.t. ikke kendt.

8) Filmen har tidligere været vist på TV2 efterfulgt af et interview med Kujtim Cashku.

9) Dagbladet Aktuelt 12. august 97.

10) Berlingske Tidende 13. august 97.

11) Politiken 13. august 97.

12) Sikkerhedsrådets Resolution 1101, 29. marts 1997: "Der etableres en midlertidig, begrænset multinational beskyttelsesstyrke m.h.p. at sikre en hurtig og sikker levering af humanitær bistand samt for at hjælpe med til at skabe et sikkert miljø for de internationale organisationers opgaveløsning i Albanien, herunder også dem, der beskæftiger sig med humanitær nødhjælp".

13) Regerings-organisationer (GO) og ikke-regerings-organisationer (NGO).

14) Civil-Military Cooperation (CIMIC).

15) Dagbladet Politikens leder 13. august 97 var kritisk over for denne rolle. Skabelsen af tryghed og relativ ro forud for og under valgene dokumenterer imidlertid indsatsens berettigelse, der naturligvis sættes yderligere i relief af, at en række episoder under selve valghandlingerne ikke fik lov til at udvikle sig faretruende for vælgere eller selve valgprocessen.

16) Bataljonen benævntes således, hvilket oplevedes som en fransk gestus; der var trods alt ca. 19 gange så mange franske soldater i bataljonen.

17) Det indgyder respekt, at 2. RIMA har flest fanebånd af samtlige franske regimenter. Disse er tildelt fra 1854 til 1991. Ikke mindst tildelingerne i 1870, 1914-18 og 1942-45 indeholder kendte kampagner, der afslører meget store ofre.

18) Der kan bl.a. henvises til Danmarks ambassadør ved OSCE, William Friis- Møllers vurdering, der blev givet ved konferencen "On the OSCE's Common and Comprehensive Security Model for the 21st Century", der afholdtes i København 29. november 97. Her fremhævede Ambassadøren bl.a. vigtigheden af hurtig indsats samt FMP's rolle i at skabe et sikkert miljø for OSCE's politiske arbejde.



Kontakt webmaster: webmaster@miqesia.dk. Du er meget velkommen til at sende informationer og forslag til hvad der skal være på siden. Send evt. bekendte et tip om Miqësia's hjemmeside: miqesia.dk